God energi i Paris kan gøre forskellen

Fælles fodslag ved åbningen af klimatopmøde giver håb

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.
Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

Der blev ikke sparet på store ord, da 151 stats- og regeringschefer i går deltog i åbningen af FN's klimatopmøde COP21 i Paris i skyggen af det nylige terrorangreb. Den franske topmødevært, præsident Franois Hollande, mente ligefrem, at det er planetens fremtid, selve livets fremtid, der står på dagsordenen de næste to uger.

Hans formaning er på sin plads på et tidspunkt, hvor 2015 står til at blive det varmeste år, der nogensinde er målt på kloden, og 200 millioner mennesker risikerer at blive drevet fra hus og hjem som følge af stigende vandstande, oversvømmelser eller tørke.

Hvis man lyttede til gårsdagens taler i Paris, ser det ud til, at verdens ledere omsider har begravet de frugtesløse diskussioner om, hvem der er skyld i klimaforandringerne, og nu er parate til at gøre noget ved problemet, som berører os alle. Det skylder vi fremtidens generationer, lød det fra USA's præsident, Barack Obama, mens Kinas præsident, Xi Jinping, fastslog, at det er en fælles opgave for hele menneskeheden at tackle klimaforandringerne.

Selvom den kinesiske leder fortsat mener, at det bør være op til hvert enkelt land at definere sine egne klimaløsninger, så giver gårsdagens retorisk storladne åbning af det årlige klima-tovtrækkeri i FN-regi anledning til håb.

Aldrig før er så mange lande, nemlig 183, mødt op til forhandlingerne med konkrete løfter om, hvor meget de vil skære i deres CO2-udledninger. De samlede tilsagn er næppe nok til at nå det overordnede mål om at holde temperaturstigningerne på maksimalt to grader i dette århundrede, ligesom der fortsat er lagt op til de sædvanlige stridigheder om finansieringen af klimatilpasning og om værktøjerne til at sikre, at løfterne ikke ender i varm luft.

Men de mange tilkendegivelser - langt flere end op til COP15-fiaskoen i København for seks år siden - kan blive altafgørende for, at topmødet faktisk kan ende i den globale klimaaftale, man også sætter næsen op efter denne gang.

For meget er sket siden 2009. Nord-og-syd-splittelsen er ikke længere helt så udtalt, og verdens to største udledere af drivhusgasser, Kina og USA, taler nu direkte sammen og har fremlagt reduktionsplaner, for bare at nævne nogle få, men vigtige forandringer.

Alene det faktum, at verdens ledere skød topmødet i gang ved at erkende, at klimaforandringerne udgør en global udfordring, som kræver et globalt svar, er et betydeligt fremskridt i forhold til COP15. Og det er smart tænkt af de franske værter at rykke topmødet frem til begyndelsen af forhandlingerne, da det skaber momentum. Topmødegengangere som Barack Obama, Angela Merkel og Lars Løkke Rasmussen husker kun alt for godt de tunge timer i Bella Center, hvor de efter langvarige diskussioner måtte melde forfald i forhold til at enes om en afløser for Kyoto-aftalen fra 1992.

Denne gang udstikker lederne kursen, som er mindre ambitiøs end i København, men som til gengæld har gode chancer for at blive realiseret, når deres ministre siden skal enes om detaljerne. Som FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, så rigtigt påpegede i går, kommer der måske aldrig bedre betingelser for at nå en aftale.