Stort er godt, har mantraet lydt i de seneste år, når det gjaldt madlavning til ældre. Kommunale centralkøkkener er skudt op, og her har man kunnet producere måltider målrettet diabetikere, småtspisende og andre på samlebånd, der så er kørt ud på plejecentre eller til de ældre, der fortsat bor i eget hjem, men ikke længere selv er i stand til at lave mad.
Men i jagten på faglighed og – ikke at glemme – effektivitet og besparelser glemte man mange steder, at mad ikke bare er noget, der skal holde organismen kørende, men er en helt vital del af det at være menneske. Mad er en sanselig oplevelse, der for mange, ikke mindst ældre, er dagens højdepunkt. Og til et godt måltid hører duft og smag. Lækker anretning – og gerne også selskab.
Nu er trenden tilsyneladende ved at vende, og mange steder satser man på at lave køkkener ude på plejehjemmene. Nogle steder som på Plejecenter Højager i Jelling, som Kristeligt Dagblad i dag besøger, kan de ældre selv hjælpe til. Og de, der ikke kan eller vil det, kan glæde sig over at have indflydelse på menuen og nyde duften af mad.
Når nogle kommuner alligevel tøver og fastholder deres storkøkkener frem for at søge regeringens såkaldte køkkenpulje, er det imidlertid forståeligt. For nok er der hjælp at hente til at bygge og renovere køkkener, men enhver, der har lidt indsigt, ved, at det ikke er bygningen i sig selv, men den daglige drift, der koster. Og nogle kommuner synes ikke, de har råd til at bemande lokalt forankrede køkkener på mange plejecentre, og kalder derfor tilbuddet for en hadegave. Her må man imidlertid fastholde, at det kommunale selvstyre også giver mulighed for at prioritere, og kommunerne kan lade sig inspirere af hinanden. Når nogle kan finde midler til denne kerneopgave, må andre også kunne.
Det er dog forståeligt, at man mange steder ærgrer sig over at skulle bruge ressourcer på at søge puljepenge. De ressourcer, der går til at søge ikke bare denne pulje, men også mange andre stadigt mere specificerede puljer, kunne med fordel anvendes hos de mennesker, der bogstaveligt talt står med hænderne i dejen.
Debatten om, hvem der har ansvaret for, at alt for mange ældre er underernærede, må ikke skygge for, at der i den grad er brug for et andet syn på ældre og mad. Alt for længe har måltidets betydning været undervurderet. Men det har en enorm betydning. Ernæringsmæssigt, idet der er tale om mennesker, der både er fysisk og psykisk svækkede. Men også socialt. Det gode måltid kan skabe samvær, og duften kan bringe minder frem hos demente.
Et hjem uden et køkken er ikke et rigtigt hjem, og i en tid, hvor det skyder op med restauranter alle steder, hvor nordisk mad vinder priser, og hvor private investerer i store køkken-alrum, er det ikke i orden at spise de allersvageste borgere af med industrimad, hvor ernæringsrigtig den så end måtte være.