God og dårlig social kontrol

Vi skal lære at skelne i debat om social kontrol

Vi er alle underlagt social kontrol. Fra vi bliver født bliver vores sociale adfærd, vores moral og vores personlighed påvirket af forældre, af familie, af kultur og samfund, sæder og skikke. Sådan er det, og sådan må det være. Der findes således den form for social kontrol, der kendetegner ethvert civiliseret samfund med en grad af fælles moral og etik, men der findes sandelig også en social kontrol, som går længere, og som er langt mere problematisk.

Når begrebet social kontrol i den aktuelle samfundsdebat har fået en udpræget negativ klang, skyldes det først og fremmest en række eksempler på undertrykkelse og æreskultur, som især går ud over piger og unge kvinder i nogle muslimske minoritetsmiljøer. Senest har muslimske Sara Omars bog ”Dødevaskeren” givet hårrejsende beskrivelser af en volds- og overgrebskultur i både Mellemøsten og muslimske miljøer i Vesten, hvor kvinder, som i udfoldelsen af et frit liv måtte forbryde sig mod familiens ære, bliver tugtet, slået og lemlæstet, hvis de da ikke bliver slået ihjel.

Mange har heldigvis bakket op om det helt nødvendige opgør med den brutale og helt uacceptable kultur, men desværre glimrer andre i debatten mest ved deres fravær. Det gælder blandt andet de imamer, som burde gøre deres teologiske autoritet gældende i opgøret med en praksis, hvis realiteter de kender. Også de mange med særlig trang til virkelighedsfjerne og angiveligt tolerante sammenligninger bør tænke sig om. Det gælder blandt andet dem, som altid har travlt med at fremføre, at social kontrol skam også findes på den kristne højrefløj. For det første er evnen til at identificere problemer et andet sted jo ikke ensbetydende med, at den første kritik er irrelevant. For det andet er der så stor forskel på karakteren af den sociale kontrol i nogle kirkelige miljøer og den form for kontrol, som Sara Omars bog vidner om, at enhver jævnføring kun giver mening på et meget teoretisk plan. Hvis man ikke forstår den forskel, er det simpelthen mangel på oplysning.

Det er afgørende for debatten om social kontrol, at vi fastholder evnen til at skelne. Ikke fordi vi skal slutte, at social kontrol, som har rod i kristne værdier og normer, er god, og social kontrol med rødder i islam og arabisk kultur er dårlig. Men simpelthen fordi de største og mest akutte problemer med social kontrol i Danmark i dag findes i muslimske miljøer. Fordi vi skylder ofrene for faktisk undertrykkelse at se det i øjnene. Og fordi evnen til at skelne er afgørende for mulighederne for at påvirke udviklingen i den rigtige retning.

Til at klargøre den skelnen kan man indledningsvis se på straffeloven: De fleste former for undertrykkelse, vold og frihedsberøvelse er nemlig kriminelle. Men der er også uacceptabel social kontrol, som ikke er strafbar. Her kan vores ligheds- og frihedsforståelse være retningsgivende. Vi skal gøre op med den sociale kontrol, som ikke sigter mod, at det enkelte menneske vokser op som et frit, myndigt og selvberoende individ.

Ethvert menneske vil altid have sin kultur og opvækst med i bagagen – men det skal kunne gå frit.