Danskernes sundhed er det største velfærdsområde, og det kan virke hasarderet, at udspillet til en reform af sundheds-væsenet bliver fremlagt ved indgangen til den sidste ottendedel af Lars Løkke Rasmussens (V) indeværende regeringsperiode. Hvorfor ikke tidligere, så beslutningen om at ombygge denne ekstremt komplicerede, dyre og vitale del af den offentlige sektor kunne træffes i god ro og orden uden at skulle ende som kastebold i en ophedet præ-valgkamp?
Statsministeren har i et par år haft en sundhedsreform på sin dagsorden. Det er ikke indlysende, at det tjener dem, det handler om, patienterne, at den skal bakses på plads på kort tid, så den kan bruges som valgoplæg.
Omvendt kan Lars Løkke Rasmussen med lige så stor ret sige, at netop fordi det er så vigtig en reform, giver det god demokratisk mening, at dens vedtagelse hænger sammen med et folketingsvalg, så vælgerne ved stemmeurnerne senere på foråret kan give deres mening om reformen til kende. Det ændrer dog ikke ved indtrykket af, at Lars Løkke Rasmussen med en muligvis karakteristisk hang til at køre på kanten får meget travlt, hvis udspillet skal sikres flertal med et Dansk Folkeparti, der næppe sluger det hele råt. Der er trods alt – netop – tale om et oplæg til valgkamp.
Reformens succes vil kunne måles om tre-fire år på, om den har gjort det lettere at få behandling i lokalområdet. Det er statsministerens eget succeskriterium, når han lancerer udspillet under sloganet ”det, der ikke er svært, skal være nært”. Det er en rigtig og klog ambition. Har diabetespatienten fået nemmere ved at komme til kvalificeret kontrol uden lang transport? Har den ældre kvinde fået en praktiserende læge i sit eget nærområde, som kan regulere hendes hjertemedicin? Får kol-patienten færre hospitalsindlæggelser, end han har i dag, fordi hans problemer med ilt løses i det lokale sundhedscenter? Hvis det ikke er lykkedes, har reformen ikke været andet end en enorm og uden tvivl kostbar flytten rundt på bureaukratiske klodser.
For det er ikke et indtryk af enklere strukturer eller øget borgerindflydelse, man står tilbage med, når man studerer planens rekonstruktion af sundhedsvæsenet. Eksperter, embedsmænd og teknokrater rykker ind i de bestemmende lag, hvor der i dag sidder folkevalgte i regionerne. De sidstnævnte nedlægges, og så alligevel ikke, fordi de fortsat vil være der som administrative enheder.
Øverst bliver der indsat én samlet styring af hele sundhedsvæsenet i en slags koncernledelse, der skal hedde Sundhedsvæsen Danmark. Den skal sikre ensartede behandlingstilbud over hele landet. Men det er også det politiske niveaus forsøg på at lægge en armslængdes afstand til kommende behandlingsskandaler og it-fiaskoer, så de ikke fremover ender på Folketingets bord, hvor de før havnede på regionsrådenes.
Al tvivl må komme en fremtidig model til gode, men det er værd at minde om, at politikerfrie topledelser i offentlige virksomheder langtfra altid har borget for succes. Se bare på DSB og det, der engang var post-væsenet.
Fra patientens synsvinkel er udspillets afgørende kvalitet, at det vil sikre lokal lægehjælp, for eksempel i sundhedscentre i områder, hvor det i dag kan være umuligt at komme til praktiserende læge. Regeringen vil sikre lægepraksisser landet over ved at uddanne flere læger. Der er dog intet i det indtil nu fremlagte, der garanterer, at det øgede optag på medicinstudierne faktisk munder ud i flere læger, der vil bosætte sig i de såkaldte yderområder. Og når det gælder praktiserende læger, begynder yderområderne allerede i oplandet til København.