Der er grund til respekt for det store engagement, mange enkeltpersoner lægger for dagen, når de – typisk efter en rejse – starter en indsamling til et godt formål i Den Tredje Verden. De reagerer, forståeligt, på den fattigdom, de møder. Eller når et tv-indslag eller en gribende beretning på sociale medier fortæller om en familie i nød, og der hurtigt samles penge sammen på Facebook.
Som det fremgår af Kristeligt Dagblad i dag, samles der ind til alt fra indiske gadebørn over afrikanske kvinder, der dyrker kaffe, til såkaldte heksebørn i Nigeria. Og også inden for landets grænser opstår der hyppigt indsamlinger, når en politibetjent mister livet i tjenesten, en familie har et sygt barn, eller når dyr misrøgtes.
Det kan umiddelbart forekomme mere direkte og mindre bureaukratisk, når en enkeltperson vil hjælpe, men som ildsjæl er man ikke nødvendigvis velbevandret i, hvordan man eksempelvis håndterer korruption eller sikrer sig mod svindel i modtagerlandet. Man risikerer også at røre ved sårbare balancer, hvis man begynder at samle tøj ind til en lille landsby, men samtidig får slået benene væk under det lokale marked, ligesom der kan opstå problemer lokalt, når et børnehjem bliver hjulpet, mens et andet ikke gør.
Dertil kommer risikoen for, at man i sit ønske om at hjælpe nogle konkrete mennesker her og nu ikke har blik for den langsigtede udvikling. Og hvad hvis man ikke længere har mulighed eller kræfter til at hjælpe det konkrete projekt, man i sin tid støttede? Hvad sker der så med det?
Hvad de private indsamlinger har i entusiasme, nærhed og tillid hos bidragsyderne til, at netop denne landsby eller dette menneske modtager hjælp, mangler de således ofte i erfaring og overblik.
Det måtte den konservative Mette Abildgaard sidste år sande, da hun i spontan sympati startede en indsamling til fordel for en bager, der tilsyneladende havde været udsat for hærværk og trusler i den københavnske bydel Tingbjerg. Siden viste sagen sig at være mere speget, og hun måtte stoppe sin indsamling og tilbagebetale den halve million kroner, hun nåede at samle ind.
Enkeltpersonernes indsamlinger går tilsyneladende fint hånd i hånd med de veletablerede indsamlingsorganisationer, der fortæller om stigende indtægter, trods de mange private initiativer.
Alligevel bør de mange enkeltprojekter mane til eftertanke. For hvorfor foretrækker ildsjælene at klare tingene selv frem for at engagere sig i veletablerede ngo’er, og hvorfor tror mange, at de kan bidrage mere effektivt end store organisationer med årtier lang erfaring i at drive nødhjælp og udviklingsbistand?
Mange er tilsyneladende af den opfattelse, at deres bidrag til etablerede organisationer forsvinder i bureaukrati, ligesom flere også opfatter de etablerede organisationer som politiserede, hvor man med sit bidrag ikke kun støtter et godt formål, men også en bestemt politisk holdning. Her bør de professionelle blive endnu skarpere på deres etik, så de også fremover nyder befolkningens tillid.