Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Godt nyt kirkeår

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Kirkeåret er vigtigt parallelunivers til eftertanke og fordybelse

Der kan ikke siges meget godt om parallelsamfund eller paralleluniverser. De er som regel lukkede og indskrænkende.

Men kirkeåret, der begynder nu på søndag, er en form for parallelunivers, der repræsenterer det modsatte. Det både åbner og udvider. At gå i kirke om søndagen og leve med i kirkeårets rytme og forskellige faser og højtider er en berigelse. Her placeres man i spændingen mellem det timelige og det evige, sådan som Søren Kierkegaard beskrev menneskets hele liv.

Mens kalenderåret tæller menneskets dage og år på jorden fra fødsel til død, er kirkeårets perspektiv evigheden og den cykliske gentagelse af den kristne fortælling. Den er et kontemplativt parallelspor, som man kan have med sig.

Kirkeåret begynder med den første søndag i advent og helt anderledes end det hektiske kalenderår, regnskabsår eller for den sags skyld skoleår.

Adventstiden begynder i det stille med eftertanke og forventning om det, der skal komme. Den lægger sig som en tone under juleforberedelser og gaveræs og minder om, at livet har et dybere perspektiv end det, der er synligt for øjet. Sporene for resten af kirkeåret lægges ud allerede her. De fire lys i adventskransen kan som salmedigteren Johannes Johansen gør det i sin fine salme om advent tolkes symbolsk. De peger på først skabelsen, så Jesu fødsel i julen, dernæst hans død og opstandelse i påsken, og til sidst på den kraft, der udgår fra Guds helligånd i pinsen.

At følge gudstjenesternes forskellige fokus fra profetien om Herrens komme på første søndag i kirkeåret til teksten om verdensdommen på sidste søndag i kirkeåret, er at fordybe sig i det drama om liv og død, håb og fortvivelse, frelse og fortabelse, mening og meningsløshed, der udspringer af kristendommen.

På smukkeste vis smelter kirkeårets rytme sammen med kalenderårets på denne nordlige del af jordkloden. I decembermørket er det nemt af forestille sig, hvorfor Jesus kalder sig selv for ”Verdens lys”.

Salmedigteren Praetorius benytter julerosen, som skyder op af den frosne jord, som billede på Jesu fødsel i julesalmen ”En rose så jeg skyde”. Påskeliljen bruger Grundtvig som billede på Jesu opstandelse i ”Påskeblomst, hvad vil du her”, og det er også Grundtvig, der ser Helligånden symboliseret i forsommerens kraftige sollys i salmen ”I al sin glans nu stråler solen”.

Det er i denne gudstjenestelige rytme, i salmerne, i læsningerne, i ritualerne og i præsternes udlægning af de skiftende tekster, at man kan finde en form for eksistentielt fodfæste. I det, som digteren Søren Ulrik Thomsen har kaldt for kirkerummets anderledeshed, kan man både erfare, hvor dyrebart livet er og samtidig komme af med sin taknemmelighed over det.

Det er ved at knæle ved nadverbordet ved siden af alle tænkelige slags mennesker, at ens tanker om egen storhed reduceres til naturlig størrelse, eller ens utilstrækkelighedsfølelse og mismod løftes op af kulkælderen og kan blive forvandlet til nyt livsmod.

Kirkeårets gudstjenesteliv er modkultur til tidens eventdyrkelse og underholdningssyge. Gentagelsen søndag efter søndag kan opleves som et helle og en konstant i en ellers omskiftelig tilværelse, og ved gentagelsen erfarer man på forunderligste vis, at gudstjenesten ikke bliver slidt op, men derimod afslører nye lag af rigdom.

Godt nyt kirkeår!