Det ender paradoksalt nok ofte ret stereotypt, når man i kunst- og kulturmiljøet vil gøre op med tidligere tiders stereotyper, ikke mindst på kønsområdet.
Tag bare et kig på nogle af de udstillinger, som danske museer – mere eller mindre ramt af corona – har haft på programmet den seneste tid. Kunstmuseet Louisiana bød på ”Fantastiske kvinder”, Kunstmuseum Brandts inviterede til ”Markante kvinder”, og Statens Museum for Kunst vil senere på året åbne udstillingen ”Efter stilheden – kvinder og krisens kunst”.
Men er der da ikke et problem med kvinders svage repræsentation i kunst og kultur? Jo, der findes bestemt utallige kvindelige kunstnere, som fortjener langt større bevågenhed. Men når det presses ind i en firkantet kønsskabelon, hvor kunstnerne præsenteres med deres køn som det primære fællestræk, er spørgsmålet, om man ikke udvander betydningen af den enkelte kunstners kvaliteter og betydning?
Den kedelige sandhed er, at undertrykkende kønsrollemønstre i årtusinder placerede kvinder i baggrunden, mens mænd spankulerede rundt på den offentlige scene, hvad enten det var inden for politik, kunst eller erhvervsliv.
Derfor er der et ansvar for at løfte kendskabet til de kvindelige kunstnere, der under markant sværere vilkår formåede at bryde igennem. Og her er det oplagt, at man sætter ind allerede i folkeskolen, hvorfor man kun kan glæde sig over, at der som beskrevet i Kristeligt Dagblad i dag er livlig debat om den litteraturkanon, som udgør fundamentet for danske skolebørns kendskab til dansk litteratur.
For det er naturligvis hverken tilfredsstillende eller dækkende for dansk litteraturhistorie, at der blandt de 14 navne på kanonlisten kun optræder to kvinder, Karen Blixen og Tove Ditlevsen. Målet skal ikke nødvendigvis være 50/50, men der er intet til hinder for, at listen udvides med nogle af de vidt forskellige kvinder, der har præget dansk litteratur – fra Leonora Christina Ulfeldt til Inger Christensen. Forfattere, som naturligvis har et kvindeligt blik på livet, men som også står i deres egen ret – som forfattere.
Vi lever i en identitetspolitisk tid, hvor man i stigende grad rubriceres efter køn, hudfarve og seksuel orientering. Men når mennesker historisk set er søgt mod kunsten, er det jo ikke for kun at møde sig selv i en 1:1-gengivelse, men også for at blive udfordret på identitet og ståsted i livet.
Det er kun godt, at man i kunstlivet og skolerne gør plads til kvindelige kunstnere – i kraft af deres køn, men ikke kun i kraft af deres køn. Lad os derfor få udstillinger og litteraturkanoner, der ikke besvarer årtusinders fejlslagne mandlige ensidighed med en tilsvarende kvindelig. Gør man det, vil det være en omskrivning af historien – og dermed faktisk en underkendelse af den kønskamp, som kunstens kvinder har udkæmpet.