Grønland

I DE næste tre dage står Grønland i festens tegn. Alle kræfter er sat ind på markeringen af 1000-året for Leif den Lykkelige og dermed kristendommens komme til Grønland. Grønland, der fra 1993 har været et selvstændigt 12. stift i folkekirken, har imidlertid mange problemer at slås med - også på det kirkelige område. Faldende kirkegang i de grønlandske bygder og præstemangel er blot nogle af de ydre tegn på, at kristendommen og kirken i 1000-året efter Leif den Lykkeliges ankomst har det alt andet end godt. Den aktuelle situation er på sin vis et sindbillede på den udvikling, som forholdet mellem Grønland og Danmark har gennemlevet især i de seneste tre-fire årtier. I takt med, at Danmark blev moderniseret i løbet af sidste århundrede, blev også Grønland og grønlænderne »tilbudt« at blive moderniseret fra Danmark. De skulle have skoler, sygehuse, uddannelse, med andre ord skulle de blive ligesom os hernede og sikkert i den bedste mening have velfærd. Denne modernisering, som der er set langt værre eksempler på i andre kolonier rundt omkring i verden, blev i store træk gennemført uden den store hensyntagen til lokale kulturer og traditioner. Men som det også er set mange andre steder i verden er denne moderniseringsbølge blevet fulgt af en modreaktion med krav om selvstyre, respekt for den lokale egenart og kultur og så videre. Kristendommen repræsenterede sammen med så meget andet det danske, og derfor har der - og især siden 1970 - blandt de yngre og mere selvbevidste generationer kunnet iagttages en øget afstandtagen til kirken. Flere og flere grønlændere har i den proces lagt troen på hylden, fordi kristendommen var med til at forsinke målet om selvstyre, og har i stedet plæderet for en tilbagevenden til den oprindelige inuit-kultur. Det er imidlertid udtryk for en fejlslutning. For trods kirkens aktuelle vanskeligheder står kristendommen trods alt meget stærkt i den grønlandske bevidsthed og historie. Det er ikke muligt at komme bag om kristendommen til en mere oprindelig grønlandsk kultur. Den store udfordring består derimod i at udforme en kristendom, der respekterer de særlige historiske og kulturelle forudsætninger - kort sagt stimulere udviklingen af en grønlandsk kristendom. Den nuværende grønlandske biskop, der tiltrådte i 1995, understregede under bispevalget behovet for en grønlandsk teologiuddannelse. Selv om de hidtidige forsøg i den retning ikke har været alt for opløftende, så er ambitionen rigtig - og en vigtig brik i kirkens og kristendommens grønlandske fremtid. pb