Hvis nogen troede, at grådigheden døde med finanskrisen, tog de fejl. Med DR i spidsen har en række internationale medier og dagbladet Politiken de seneste dage på forbilledlig vis offentliggjort historien om et helt ubegribeligt stort bedrageri til mindst 410 milliarder kroner og måske endnu mere i flere europæiske lande. Ikke mindst er det prisværdigt, at det er lykkedes at få en af de såkaldte insidere til – ganske vist delvist maskeret – at lægge kortene på bordet for åben tv-skærm.
”Grådighed æder sindet,” svarede denne hovedkilde med gråd i stemmen på spørgsmålet om, hvorfor han medvirkede til bedrageriet. Svaret var han nået frem til efter måneders selvbesindelse og en trussel om syv års fængsel, hvis han ikke bidrog til sagens opklaring i Tyskland. Her blev den systematiske svindel med at opkræve udbytteskat retur, som man aldrig havde betalt, opdaget i 2012. De tyske myndigheder fik dengang også adgang til en liste over de europæiske lande, bagmændene havde planer om også at ”angribe” på tilsvarende måde.
Det er fuldstændig uforståeligt og uantageligt, at Tyskland ikke helt selvfølgeligt orienterede de øvrige lande på den liste om, at de risikerede at blive ofre for et tilsvarende bedrageri. Herhjemme kunne den oplysning måske have forhindret, at Danmark blev lænset for mindst 12,7 milliarder kroner, som det blev afsløret for tre år siden i den hjemlige udbytteskandale. Det må den danske skatteminister sikre sig en forklaring på fra sin tyske kollega. Sagen understreger, hvor afgørende et velfungerende internationalt samarbejde er for at begrænse grænseoverskridende kriminalitet. Tv-dokumentaren gav et rystende indblik i, hvordan nogle af verdens største banker og advokatfirmaer tilsyneladende har været de kriminelles medspillere. Helt op på øverste direktionsniveau er man blevet advaret om, at aktiviteterne kunne være ulovlige, men også her åd grådigheden åbenbart sindet.
Det ideologiske bagtæppe for lænsningen af statskasser har angiveligt været et had til staten som institution. En del af aktørerne er tidligere aktiehandlere, som blev ledige i kølvandet på den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers’ fallit for 11 år siden. Muligvis kan man tolke deres gerninger som en hævn for de restriktioner, staterne efterfølgende lagde på finanssektoren under finanskrisen. Men så meget desto tydeligere er behovet for modtræk, i første omgang på EU-niveau, men i princippet helst globalt. De anklagede hævder selv, at de rent juridisk har haft ret til at få udbyttepengene, men så må de jo møde op i retten og forklare det i stedet for at skjule sig. Hvis det virkelig skulle være rigtigt, må lovgivningen strammes op, også internationalt. Alt må sættes ind på at bremse de ”banditter i habitter”, der undergraver tilliden til skattesystemet, som er en del af fundamentet for velfærdssamfundet.