Mens EU-landene for tiden varmer sig ved deres overvældende enighed om, at Grækenland er eneansvarlig for landets dybe gældskrise, må det være rimeligt for et øjeblik at vende blikket rundt og se på, om der kunne være elementer i den græske euro-tragedie, som ikke udelukkende er grækernes skyld. Det er nemlig ved at være sidste udkald for en sådan øvelse. Grækerne nærmer sig hastigt bunden i deres statskasse, og Grækenlands banker løber tør for likvider inden for få uger, hvis landets venstre-populistiske Syriza-regering ikke straks anerkender de drakoniske reformkrav, som grækerne senest blev erindret om på et EU-topmøde torsdag.
Der er ingen tvivl om, at Grækenland først med mange års uansvarligt overforbrug efterfulgt af syv års fornægtelse af problemets dybde har gjort det svært for alle, der egentlig gerne vil tage den nødstedte nation i forsvar. Grækernes valg i januar af en regering, der tror, at krisen kan tales eller trues væk, har føjet farcens skær til tragedien. Alt i alt er det nemt at være fordømmende over for grækerne. Ligger de ikke bare, som de har redt?
Jo, men udenlandske banker, ikke mindst tyske, var i årevis overordentlig villige til at hjælpe grækerne med at rede op. Så længe det gik godt. Eller, rettere, så længe Grækenlands gældsbyrde ikke var blevet et politisk italesat problem. Ingen tvang de finansielle markeder til at stille kredit til rådighed for Grækenland. Det kunne EU have stoppet, hvis man havde villet. Alle vidste, at Grækenlands økonomi byggede på tynde planker, der måned for måned rakte længere ud over afgrunden.
Bankerne spillede med, fordi de satsede på, at de andre EU-lande stik mod Maastricht-traktaten ville komme landet til undsætning, når det gik galt. Det er den slags finansielle risiko-kalkuler, der godt kan kaldes kyniske, men som foregår hele tiden. Hvem blinker først? Foreløbig har de banker, der med åbne øjne udlånte penge til den græske økonomiske hovedløshed, vundet - for så vidt som landet faktisk har fået hjælpepakke på hjælpepakke.
Nu, mens klokken falder i slag for Grækenlands medlemskab af euroen, og landet fortsætter sin slingrende kurs mod statsbankerot, må det også være fair at pege på et andet forhold: at alle vidste, at den var gal med græsk økonomi. Lige fra begyndelsen, da landet i 2002 fik lov at veksle drachmer med euro.
Alle vidste også, at landets officielle nøgletal var manipulerede, ligesom de andre EU-lande stiltiende accepterede, at der blev slækket på optagelseskravene for at få Grækenland med. Men man lod det ske, fordi Belgien - der som bekendt huser EU's hovedstad - også havde for dårlig en økonomi og derfor heller ikke var kommet med, hvis man ikke havde fiflet med kriterierne. Året efter, i 2003, bøjede man igen reglerne; denne gang fordi Tyskland - ingen anden - havde oparbejdet et traktatstridigt stort underskud på sine offentlige finanser. Landet burde have været pålagt bøder i henhold til traktaten, men det undlod man.
Den slags er politik. Ligesom det også er politik mere end økonomi, hvis Grækenland nu, omsider, får lov at gå hele planken ud.