Grænseløs public service-radio

Radio24syv efterligner de sociale medier. Det er både godt og skidt

Jeppe Duvå, redaktionschef på Kristeligt Dagblad
Jeppe Duvå, redaktionschef på Kristeligt Dagblad.

Fem år efter sin første sending begynder Radio24syv at ligne en succes. Stationen, der sender for licensmidler og var tænkt som en public service-konkurrent til taleradioen på DR’s P1, nærmer sig en halv million ugentlige lyttere. Det er ret beset ikke prangende tal, når man har hele Danmark som målgruppe, men dog nok til, at DR’s radiochefer for første gang i nyere tid bør begynde at se sig over skulderen.

Den gældende sendetilladelse løber tre år endnu, og det ville være underligt, hvis ikke Radio24syvs ejere havde blikket fikseret på udløbet: Hvad skal der ske derefter?

Det er oplagt at se den skærpelse af Radio24syvs profil, som mange har anet den senere tid, i dette lys – som en satsning på en niche, der i manges øjne vil give kanalen en varig eksistensberettigelse. Ikke mindst er det et program med navnet ”Je suis Jalving”, der på det seneste har fået mange til at løfte øjenbrynene. Det mest præcise, man kan sige om programmet, er vel, at det næsten en til en omplanter en islamkritik, som hidtil har været henvist til sociale medier og blogs, til radio.

I den forstand er amerikansktalk radio nu definitivt kommet til Danmark; en type radio, hvor man giver en yderligtgående radiovært en platform, som denne udnytter grænseløst til at udbrede egne forestillinger, antipatier og idiosynkrasier. Her må man lade Radio24syv, at DR faktisk er bagefter.

Det grænseløse synes at være retningsangivende for stationen, og det er fint i tråd med tiden – omend stadig lidt af en nyskabelse inden for ”rigtige” medier. Tankegangen er, at det frie ord er eneste absolutte værdi, og at ingen ord derfor skal holdes tilbage. Man kan tale om en facebookisering af medierne, her endda et medie, der i sit sendegrundlag har indskrevet public service som en pligt.

Her skal der ikke argumenteres for, at Radio24syv ikke leverer varen. Voksende lyttertal er én parameter. En anden er evnen til at skabe opmærksomhed. Den har mange af værterne på Radio24syv også. Problemet er, at det spektakulære åbenbart er et mål i sig selv.

Forskellen på et offentligt finansieret medie som Radio24syv og de ikke-redigerede medier, der trives i internettets underskov, hvor kvalitetsjournalistik ikke indgår i floraen, kunne være, at Radio24syv havde andre succeskriterier end bare at skabe debat. Debat i sig selv er jo ingenting, hvis det kun er pointeløs snak afstedkommet af en grænseoverskridende ytring. Sagt uden sarkasme: Den fem år gamle radio har haft journalistiske pletskud. Der er en vitalitet over noget af sendefladen, som er forfriskende.

Men det virker unægteligt, som om den journalistiske ambition ikke er større end at skabe rav i den – snart sagt på et hvilket som helst grundlag. Det er pauvert, omend muligvis en strategi, der i den ene eller den anden form vil sikre Radio24syv en fornyelse af sendetilladelsen, når den nuværende udløber i 2019.

I mellemtiden må man sende DR, der som altid kæmper for at finde sine egne ben, en medlidende tanke. Hold fast på de klassiske P1-kvaliteter, du endnu har i behold, skal rådet til DR lyde herfra.