Grænser for ligestilling

Problematisk at kræve ligestilling af kønnene i trossamfund

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Hvor går grænsen mellem det verdslige samfunds krav om ligestilling og et trossamfunds frihed til at indrette sig efter egen overbevisning?

Det er et centralt spørgsmål, som sættes til debat efter, at Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund har besluttet, at retningslinjerne for godkendelse af trossamfund i Danmark skal ændres. Fremover kan et trossamfund ikke blive godkendt herhjemme, hvis der ikke er fuld ligestilling mellem kønnene i bestyrelserne eller trossamfundenes ledelser.

Det er en problematisk beslutning. Det er uklart, hvor mange trossamfund den umiddelbart vil ramme, men det er ikke svært at forestille sig, at kravet om ligestilling mellem kvinder og mænd en dag kan blive udfoldet til også at omfatte den religiøse praksis.

Den katolske kirke anerkender ikke kvindelige præster. Det gør den ortodokse kirke heller ikke. Og der er givet konservative protestantiske frikirker eller frimenigheder med status af selvstændige trossamfund, som også siger nej til kvindelige præster. Det samme gør muslimske og jødiske menigheder.

Den kønslige forskelsbehandling inden for jødedom betyder, at man selv er jøde, hvis moderen er det. Her diskrimineres manden.

Ligestilling mellem kønnene er en indlysende god ting, men den kolliderer med Grundlovens paragraf om religionsfrihed. Heri hedder det, at ”borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.

Det strider hverken mod sædeligheden eller den offentlige orden at forskelsbehandle mænd og kvinder. Nogle vil sige, at religionsfriheden ikke indskrænkes ved, at der nu stilles et særligt krav om ligestilling mellem kønnene. Religionsfriheden indskrænkes kun, hvis man søger samfundets godkendelse, og det betyder, at man som trossamfund får vielsesmyndighed og skattefradrag for bidrag fra sine medlemmer. Det kan man som trossamfund bare lade være med at søge om.

Men beslutningen om at kræve ligestilling mellem kønnene for at godkende et trossamfund bør genovervejes. Den går ind til kernen af det komplicerede forhold mellem religion og det verdslige samfund. Samfundet skal opgive tanken om at trække lighedsmageriet ned over trossamfundene. Det gjorde den forrige regering, da den uden varsel forbød religiøs slagtning og derved indskrænkede jøders og muslimers trosfrihed. Hvis der nu gøres alvor af at stille dette nye krav om ligestilling til landets trossamfund, vil det være endnu et skridt imod en indskrænkning af religionsfriheden.

Hvis ligestillings- og rettighedstænkningen først har fået foden i døren til trossamfundene, kan man så forhindre, at barnedåben, som nogle betragter som et overgreb på spædbørn, en dag forbydes? Eller at samfundet en dag forbyder omskæring af jødiske og muslimske drengebørn? Det er vigtigt at værne om religions- og åndsfriheden, og det kan gå helt galt, hvis det sekulære samfund vil sætte rammerne for det religiøse liv.