Det skabte stor debat, da historiker og professor Uffe Østergaard i foråret 2016 – som en reaktion på migrantkrisen i 2015 – i flere medier udtalte, at EU’s velfærd kun kan sikres, hvis vi er villige til at beskytte unionens ydre grænser med pigtråd, vagtposter og bevæbnede skibe.
Det var en analyse, der udfordrede årtiers opbygget europæisk selvforståelse, men samtidig en logisk konklusion i lyset af, hvordan Schengen-aftalen og troen på de åbne grænser smuldrede, da mere end en million migranter og flygtninge i løbet af et enkelt år kom til EU.
I dag holder EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, så sin årlige tale om unionens tilstand, og her kan han ikke undgå at berøre migrantspørgsmålet, som politisk, kulturelt og socialt sender rystelser gennem alle EU-medlemslande. Og noget tyder på, at EU-systemet nu er klar til at realisere noget, der nærmer sig det, Uffe Østergaard skitserede for to år siden. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i dag håber EU-Kommissionen på, at der inden 2020 kan sikres en styrket grænsebevogtning bestående af 10.000 bevæbnede vagter med ret til at agere ikke kun i EU, men også på den anden side af EU’s ydre grænser efter aftale med tredjelande.
Det kan ikke betegnes som glædeligt, at EU i den grad er nødt til at skærme sig mod den voksende migration. Men det er positivt, at længere tids rådvildhed nu afløses af viljen til at bremse den ukontrollable, omkostningstunge og destabiliserende indvandring, som i disse år er den altoverskyggende udfordring i stort set alle EU-landene.
EU har historisk set ydet en stor indsats for verdens svageste og mest udsatte, både i form af asyl til reelle flygtninge og i form af nødhjælp og u-landsbistand til Den Tredje Verden. Og sammenlignet med flere af de lande, der har kritiseret eksempelvis den skærpede danske udlændingepolitik, har Danmark på linje med flere andre EU-lande taget imod relativt flere flygtninge end eksempelvis USA, Canada og andre tilsvarende velstående nationer.
Dette ansvar bør unionen, som tæller en række af verdens rigeste lande, stadig påtage sig. Det er eksempelvis beklageligt, at Danmark nu har valgt ikke at tage imod FN-kvoteflygtninge, da dette er den mest regulerede flygtningeordning. Men troen på flygtningesystemerne forudsætter netop, at EU’s befolkninger har tiltro til, at det er mennesker med reelt behov for beskyttelse, der opnår opholdstilladelse. Så når EU-landene ikke har formået at håndtere titusindvis af unge afrikanske mænd, hvis udvandring ikke er begrundet i krig, men i ønsket om at få del i europæisk velfærd, udhuler det både opbakningen til og de økonomiske muligheder for at hjælpe reelle flygtninge.
Nu er det centrale spørgsmål så, om der blandt EU’s medlemslande er vilje til at realisere EU-Kommissionens udspil.
I striden om fordeling af flygtninge er der en kløft af uenighed mellem på den ene side den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyske kansler, Angela Merkel, og på den anden side Polens præsident, Andrzej Duda, og Ungarns premierminister, Viktor Orban. Og man kan med sikkerhed forudse, at især de østeuropæiske lande vil styrke de nationale grænser i samme omfang, som EU tøver med at sikre de ydre grænser.
I det lys kan dagens tale fra kommissionsformand Jean-Claude Juncker blive den vigtigste, han har holdt. Selv fratræder han posten næste år, men formår EU ikke at få styr på grænseproblematikken, vil Junckers efterfølger stå med et større problem, nemlig EU’s overlevelse som union.