Prøv avisen
Leder

Billy Graham viste vej i kulturkampen

Bare flere evnede at forene billedtale og bogstavtro

Med pave Johannes Paul II som eneste mulige undtagelse talte den amerikanske prædikant Billy Graham om kristendom for flere mennesker end nogen anden person i verdenshistorien. Alene dette faktum gør hans død forleden som 99-årig og hans kommende begravelse til betydningsfulde begivenheder.

Det ved man naturligvis godt i USA, hvor fremtrædende historikere, eks-præsidenter og almindelige amerikanere livligt debatterer arven efter ”Amerikas præst”, som Graham blev kaldt. At hans død nærmest forbigås i tavshed i de fleste danske medier, siger derfor mere om lokale journalisters dømmekraft og graden af sekularisering i den kreative klasse end om mandens betydning, men det afslører også en manglende historisk bevidsthed.

Som man kan læse i dagens avis, var interessen for Billy Graham kæmpestor i Danmark og han fyldte sportsarenaer ved sine besøg. Den plumpe anti-amerikanisme, der altid ligger latent i dansk kultur- og kirkeliv, fik imidlertid sat en stopper for Grahams fremtidige indflydelse, men den protestantiske prædikants budskab om forsoning på tværs af fløje gav genlyd alle andre steder.

I bogen ”The Preacher and The Presidents” skriver forfatterne Nancy Gibbs og Michael Duffy, begge redaktører ved ugemagasinet Time, at Graham nåede at tale for over 200 millioner mennesker på over 400 stort anlagte såkaldte ”korstogsrejser”, foruden at være personlig rådgiver for samtlige amerikanske præsidenter i efterkrigstiden. Da Time i 1999 lavede en liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i det 20. århundrede, var Graham selvskrevet. Den indflydelsesrige jødiske litteraturkritiker fra Yale Univer-sity, Harold Bloom, begrundede indflydelsen: ”Grahams oprigtighed – gennemsigtig og overbevisende – er umulig at benægte. Han er et ikon, der er helt essentielt i et land, hvor religion nu i to århundreder har været ikke opium, men poesi for folket... Graham er fuldstændig repræsentativ for den amerikanske religiøse universalisme.”

Religion som poesi for folket er en anden måde at tale om tro på, end vi normalt hører i Europa. Det særlige ved den evangelikale Graham var, at han forenede billedtale med bogstavtro. Han var hverken fundamentalist eller eksistensteolog, men både-og. For ham var den tomme grav både metafor og realitet. Hans vilje til forsoning og respekt for andres tro var større end fristelsen til at grave grøfter. En meget amerikansk holdning – fra før kulturkampen gik et gear eller to op.

For faktum er desværre, at Graham var den sidste evangelikale, der skrævede over både højre og venstre i det politiske spektrum. De evangelikale i dag gør sig løbende mere irrelevante med deres forfejlede støtte til præsident Donald Trump, og den amerikanske befolkning generelt bliver mindre religiøs i disse år. I sådan et klima falder interessen for en ”præst for alle amerikanere”. Med ekstreme fløjkrige og stigende sekularisering må selv et ikon som Billy Graham bukke under.