Grand Prix-boykot er misforstået

Hyklerisk at kunstnere modsætter sig musikdyst i Israel

Modstanden mod det internationale Melodi Grand Prix vokser. Konkurrencen afvikles i Tel Aviv, fordi årets vinder, Netta Barzilai, er israeler. Men da et stigende antal kunstnere mener, at Israel er et upassende værtsland på grund af den siddende regerings politik over for den palæstinensiske befolkning, lurer en boykot af Eurovision Song Contest nu i horisonten.

Som beskrevet i dagens avis har over 600 kunstnere alene i Irland opfordret til boykot. Man mener ikke, at der skal en irsk repræsentant til Israel. 140 kunstnere har, anført af Pink Floyds Roger Waters, i et åbent brev i avisen The Guardian opfordret til det samme.

At også danske kunstnere er med på galejen, fuldstændiggør blot billedet af en sælsom alliance af kulturfolk, der sætter politik og kritik af Israel over kunstens forvandlende kraft.

Samme Waters har gjort det til en hel karrierevej at modarbejde Israel, muligvis i en erkendelse af, at den kunstneriske åre, der fik frit løb i et lille antal fine albums, for længst er tørret ud. Så er det bekvemt at kaste sig over Netanyahu-regeringen. Men det forbliver en gåde, hvorfor kunstnere, der ellers altid priser spørgsmål frem for svar, åbenhed over for lukkethed, divergens over for ensretning, på lige netop dette område – kritik af Israel – bevidstløst vandrer i takt.

Kunst, musik, film og litteratur er jo netop kendetegnet ved at vise, hvor uendelig kompleks den menneskelige tilværelse er. Der er altid en anden side af sagen. Hvorfor denne kompleksitet for et bekymrende stort antal kunstnere ikke omfatter det politiske, er en gåde. Her kaster man sig frejdigt ud i sort-hvide forklaringer på tingenes tilstand.

At Israel ikke er et perfekt demokrati, er en triviel pointe. Landets politik kan og skal som alle andres kritiseres sønder og sammen, hvis man er uenig. Men dialog frem for afvisning er nu at foretrække. Og nøgternt må man stilfærdigt konstatere, at det er betydeligt mere bekvemt at være palæstinenser i Israel end i Syrien og Jordan, samt at Israels diverse brud på menneskerettigheder i grusomhed mageligt trumfes af virkelig mange andre lande, både i og uden for regionen.

Hvis der er den mindste konsistens i de mange boykot Israel-kunstneres tankegang, bør de derfor rette samme kritik mod eksempelvis de mange muslimske regimer, der undertrykker deres befolkninger.

Til alt held ryster det ellers plagede DR ikke på hånden i denne sag. ”Eurovision handler om at samle Europa, og derfor er vi med,” har underholdningschef Jan Lagermand Lundme sagt. Kunstnerisk modstand mod Israel er en voksende industri, og det er godt, at danskerne afstår fra at deltage i løjerne.

Så langt hellere lære af eksempelvis Paul Simon, der trodsede modstanden mod at rejse til Sydafrika under apartheidregimet og dér, i samarbejde med lokale musikere, producerede nyklassikeren ”Graceland” (1986). Alting er ikke politik. Og landes befolkninger er altid større og mere varierede i deres indstillinger og udtryk, end deres aktuelle herskere lader ane.