DER BLEV senest set grindehvaler ved Færøerne i september 1999, og p.t. er der ikke observeret nogle grinder i øernes nærhed. Derfor kunne det virke som dårlig planlægning, når den militante, amerikanske miljøaktivist, Paul Watson, der sejler rundt på skibet Ocean Warrior, har valgt at sætte kursen mod Torshavn netop nu med det erklærede mål at forhindre færingernes grindedrab. Men Paul Watson, der er en erfaren miljø- og dyreaktivist, har allerede opnået, hvad han formentlig hele tiden har villet: Endnu en gang at sætte fokus på grindefangsten på Færøerne. Den danske flåde repræsenteret ved inspektionsskibet Hvidbjørnen er på vej og alverdens medier lige så. Og debatten for eller imod grindefangsten er så småt ved at komme i gang - endnu en gang. Der er fanget grinder på Færøerne i hvert fald fra 1584 og måske endnu længere tilbage, og færingerne forbeholder sig retten til at fortsætte denne fangst. Det er ikke så meget den kendsgerning, at der fanges hvaler - det gøres der mange steder i verden - det er mere måden, færingerne praktiserer fangsten på, der skaber afsky og kritik. De store hvaler slås ihjel med knive, og selve fangsten minder for ikke-færinger mere om et blodbad end noget andet. Der er omkring 780.000 grindehvaler i verdenshavene. Færingerne fanger hvert år omkring 850. Det svarer til et såkaldt jagttryk på 0, 01 procent - altså så lille, at den færøske fangst i sig selv ikke er truende for bestanden. Færingerne selv er ikke afhængig af grinden. Befolkningen kan sagtens spise sig mæt uden, men når færingerne insisterer på retten til at fange grind på den måde, de gør, hænger det selvfølgelig sammen med en lang tradition og, spørger man en færing, også den færøske identitet. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at man kunne fange grind på en anden måde. Som de kødspisere, de fleste af os er, er det vores pligt at slagte på en måde, der er så lidt smertefuld som mulig. Det laver vi faktisk love om. Når færingerne insisterer på at fange grind på en måde, man har gjort i generationer, får det derfor et præg af at fastholde sig retten til et ritualiseret blodbad blot for oplevelsens skyld. Og det er lige sagen for en miljøaktivist som Watson, hvis hele eksistens er baseret på evnen til at kunne agere i oprørte vande. miep