Det er nemt at ryste på hovedet af præsident Trumps strøtanker om at købe Grønland. Selvfølgelig kan man ikke i 2019 blot købe et andet land, selvstyreområde eller territorium som på kolonimagternes tid. Og det er forståeligt, at grønlænderne, som er selvbevidste og for manges vedkommende har en drøm om selvstændighed, bliver fornærmede ved tanken om, at de bare kan købes.
Men Trumps klodsede fremfærd ændrer ikke på, at Grønland og det arktiske område er ekstremt vigtigt og i de kommende år i endnu højere grad bliver scene for en magtkamp mellem storpolitiske aktører som Rusland, Kina og USA.
Grønland har altid haft stor geopolitisk betydning, og Danmark og siden Grønland har set igennem fingre med USA’s ageren på blandt andet Thulebasen. På mange måder har netop den base været et af Danmarks vigtigste bidrag til Nato-samarbejdet.
I takt med at isen smelter på polerne, er det sandsynligt, at der åbner sig helt nye trafikale muligheder, og Rusland har længe været på stikkerne. Dertil kommer kineserne, som med tilbud om store infrastrukturprojekter har forsøgt at få en adgangsbillet til den grønlandske undergrund. Og nu overvejer ejendomsspekulanten i Det Hvide Hus så måske at komme med et købstilbud.
En del af det grønlandske ønske om selvstændighed bunder i den historiske uretfærdighed, Danmark begik mod øens befolkning. Fra en formynderisk ageren i 1700- og 1800-tallet til det danske forsøg på at bekæmpe den udtalte fattigdom, der var i Grønland efter Anden Verdenskrig. Diagnosen var rigtig, men kuren i form af at nedlægge bygder, gøre grønlandske børn danske og flytte fangere ind i betonblokke i Nuuk var helt forkert og havde store menneskelige omkostninger.
Men i dag er rigsfællesskabet i høj grad båret af ligeværdighed, og Færøerne, Grønland og Danmark er knyttet sammen med mange historiske, kulturelle og ikke mindst menneskelige bånd.
Det grønlandske samfund nyder godt af et kontant årligt bloktilskud, men også adgang til det danske uddannelses- og sundheds-væsen.
Hvis Grønland på et tidspunkt beslutter sig for at blive selvstændigt, vil det være et stort tab for rigsfællesskabet, og de 55.000 grønlændere må besinde sig på konsekvenserne af en sådan beslutning. For det er naivt at tro, at fravalget af Danmark kan føre til absolut frihed for en så lille befolkning på et så stort og vigtigt geopolitisk areal. Det er urealistisk, at det vil være økonomisk bæredygtigt, og de tre stormagter Rusland, Kina og USA vil ikke lade området ligge uberørt hen som en smuk naturpark. Dertil er øen alt for vigtig.
Grønlands bedste mulighed for frihed i de kommende år, hvor øen vil være centrum for stormagternes interesser, er at forblive i rigsfællesskabet, hvor Danmark som lille nation er det bedste værn mod kolonialisering, som den tager sig ud i det 21. århundrede.