Grænser for ytringer

Forbud mod blasfemi og racisme skal bevares, skriver chefredaktør Erik Bjerager

Forbud mod blasfemi og racisme skal bevares, skriver Chefredaktør Erik Bjerager
Forbud mod blasfemi og racisme skal bevares, skriver Chefredaktør Erik Bjerager. Foto: Leif Tuxen.

Det er svært at se, hvordan domstolenes håndtering af racismeparagraffen og forbuddet mod blasfemi er med til at hindre den frie debat her i landet. Sagen mod først Jesper Langballe (DF) og nu formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, har vakt debatten om afskaffelse af begge paragraffer i straffeloven til live igen.

De to debattører er nu tiltalt for racisme, fordi de i generelle vendinger har sagt, at piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres fædre, onkler og fætre. Om de kan dømmes, afgør domstolene, men man kan sagtens have en direkte og konfrontatorisk islamdebat uden at lave grove, dækningsløse generaliseringer, der hetzer en mindre befolkningsgruppe.

Historien rummer talrige skræmmende eksempler på, at nedsættende generaliseringer om minoriteter har ført til racisme og forfølgelse. Holocaust i Nazityskland, folkemordet i Rwanda og den etniske udrensning på Balkan fulgte efter en periode, hvor mindretallene var blevet lagt systematisk for had. Det er denne generaliserende hetz mod befolkningsgrupper, som begrænses af racismelovgivningen.

Hvad skulle formålet i øvrigt være med at fjerne både racisme- og blasfemiparagraffen? Nogle debattører påstår, at lovgivningen i dag forhindrer en karsk samfundsdebat. Det er svært at se, når man følger, hvad der rent faktisk siges og skrives i landets aviser og på internettet. Andre påstår, at den politiske debat begrænses, fordi den er i færd med at blive gjort til domstolsjura. Men heller ikke det er tilfældet.

Hvis det skulle vise sig, at den eksisterende lovgivning kan misbruges til at begrænse den politiske debat, må loven revideres, og det har justitsminister Lars Barfoed (K) nu lagt op til at få belyst. Domstolene har indtil nu været restriktive i deres brug af racismeparagraffen, for der er god tradition for, at ikke mindst den politiske debat har meget vide rammer.

Danmarks internationale omdømme har - berettiget eller uberettiget - i de senere år lidt skade. En afskaffelse af forbuddet mod racisme vil ikke bare stride mod de FN-konventioner, Danmark har tiltrådt, men også være et signal om, at der her i landet er frit slag for at hetze minoriteterne. En fjernelse af forbuddet mod blasfemi, der i øvrigt ikke er blevet håndhævet siden 1930'erne, vil tilsvarende signalere åben klapjagt på religiøse mennesker. Det vil hverken være klogt eller i landets interesse.

Begge forbud bør opretholdes, fordi de signalerer, at man i en civiliseret kultur lægger bånd på sig selv. Den begrænsning skader ikke debatten, men er en ramme om ytringsfriheden, der sikrer, at vi kan leve i et åbent og tolerant samfund.