Prøv avisen
Leder

Gud i påskens musik

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Vel kan vi føle os isolerede, som mange gør det i denne tid, men alene bliver vi aldrig, skriver chefredaktør Erik Bjerager

Det er blevet sagt, at komponisten Johann Sebastian Bach er for musikken, hvad William Shakespeare har været for litteraturen. Dette store geni fra baroktiden kaldes ofte for ”den femte evangelist” oven i Bibelens fire. Han har mere end nogen anden i musikhistorien formået af udbrede det kristne evangelium med sin i omfang svimlende produktion af kirke- og kormusik. Tidens prøvelse har vist, at størstedelen af den musik, han komponerede frem til sin død i 1750, stadig taler til mennesker med en kraft og intensitet, som rummer det guddommelige.

Ikke mindst fremstår hans store værker til de kristne højtider helt centralt. Blandt dem er ”Matthæuspassionen” og ”Johannespassionen” de stærkeste. Disse to værker er poetisk-musikalske fortolkninger af påskens beretning om Jesu lidelseshistorie. Passionerne er inde i hjertet af det kristne evangelium. Temaet er døden, Jesu død og menneskets død. Opstandelsen påskemorgen fylder overraskende lidt, men alligevel er der en grundtone af forløsning og trøst, for Gud er i lidelsen.

Mange danskere ville også op til denne påske have hørt Bachs passionsmusik opført, hvis virkeligheden ikke havde været en anden. Endnu flere ville have været i kirke, hvis ikke alle kirker var lukkede. Men de fleste af os må nøjes og glædes ved at høre passionsmusikken derhjemme og finde mening i et gudstjenestefællesskab på nettet, i radioen eller på tv. Det er ikke det samme som at være der selv, men bedre end slet ikke at være der.

Siden den kristne kirkes grundlæggelse har musikken og den fælles lovsang været en fast bestanddel af gudstjenesten. Dens betydning er undervurderet. Nu i disse coronatider efterspørges fællessang på radio og tv med en kraft, som var det udtryk for ikke bare længsel efter menneskeligt fællesskab, men også en dybere mening, som den rigtige musik og sang netop kan rumme og fremkalde.

Det går som en undertone i al den kristne forkyndelse og musik, at vi som mennesker har det livsvilkår, at vi er skabt til at glæde os over livet; at vi er sat i ansvar over for vore medmennesker, og at vi må leve med visheden om, at vi alle skal dø engang. Og vel kan vi føle os isolerede, som mange gør det i denne tid, men alene bliver vi aldrig.

Denne særlige tid rummer også godt. Verden rundt opleves en livsbekræftende og opmuntrende opblomstring af venlighed, hjælpsomhed og generøsitet rettet mod dem, der er ramt af sygdommen eller har det svært.

Mange oplever, at hjemmekarantænen ikke kun er en indskrænkning af deres liv. Det er godt at tage farten af og at have færre valgmuligheder. Også denne krise kan være med til at skærpe sansen for, hvad der giver mening.

I sin korte tale til det britiske folk sagde dronning Elizabeth forleden, at den frivillige isolation kan være svær at udholde, men alligevel erfarer mange, at isolationen giver mulighed for at holde pause og ”reflektere i bøn og meditation”. Det var rette ord til påske.

Med den dødelige epidemi, der går kloden rundt, er det nemt at lade sig gribe af en form for dommedagsstemning. Angst og håbløshed kan let blive en følgesvend derhjemme i isolationen. Men modløsheden skal man byde trods, også selvom påsken måske skal fejres alene eller bare med de nærmeste få. At kirkerne er lukket kan måske genskabe en fornyet besindelse på værdien af gudstjenesten, som hver søndag i ord og salmer forkynder kernen af påskens evangelium, ligesom Johann Sebastian Bach gjorde i sine passioner: At uanset hvad der vederfares os, må vi sige ”Gud i vold”, for opstandelsens og evighedens lys skinner på os mennesker.

God påske.