Det er ofte blevet sagt, at når Kristendemokraterne har haft så svært ved at finde fodfæste i dansk politik, skyldes det, at alle de gamle partier selv rummer det kristne arvegods. Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti har historisk set hver på deres måde haft en del af deres rødder plantet i en kirkelig og kristelig muld. Det har gjort det svært for andre partier at annektere den position.
Nu prøver Dansk Folkeparti med den nye næstformand Morten Messerschmidt så at gøre kristendom til en tydeligere markør i partiets politik. Det er både positivt og problematisk. Positivt, fordi der er – som han foreslår – meget god ræson i at styrke kristendomsundervisningen i skolerne; at hjælpe forfulgte kristne mere end i dag og satse på at acceptere flere flygtninge med kristen baggrund, som beviseligt er lettere at integrere end flygtninge med muslimsk baggrund.
Men det er også problematisk at føre kristendommen frem som politisk parole. Morten Messerschmidt ved, at kristendom ikke er en politisk ideologi eller kan nedfældes som politisk program. Men alligevel kan det stærke fokus fra ét parti, der bevidst spekulerer i at gøre kristendommen til sin sag, være med til at svække den folkelige sympati med netop kristendommen. Mon ikke en del, der tager afstand fra Dansk Folkeparti, også vil tage afstand fra partiets nye mærkesag?
Intet parti kan tage patent på kristendommen, for kristendommen kan ikke rummes i nogen politisk ideologi. For nogle kristne spiller traditionelle familieværdier og etik en afgørende rolle for deres politiske ståsted. Af samme grund har mange borgerlige partier i Europa traditionelt knyttet sig til den kristne kirke – både den protestantiske og den katolske.
For andre mennesker er kristendommens sociale dimension det afgørende. De opfatter Jesu forkyndelse af næstekærlighed, hans udtrykte solidaritet med samfundets svageste og evangeliernes modsigelse af materialismen som en form for forløber for socialisme.
Både konservative og venstreorienterede kan finde ståsted i kristendommen. Derfor er der ikke noget galt ved at lade nogle af sine politiske holdninger bestemme af sit religiøse ståsted, sådan som også Morten Messerschmidt nu gør det. Men det er en balancegang. For ved at kristne politikken, risikerer Dansk Folkeparti at vække til modvilje og dermed afkristne kulturen.
Det er et historisk faktum, at kristendommen har formet en væsentlig del af det kulturgrundlag, som ikke bare det danske, men alle vestlige protestantiske og katolske samfund, bygger på. Lovgivningen er gennemsyret af kristen tænkning. Der går en lige linje fra de første kristnes omsorg for de svageste til den nuværende socialhjælp. Der er en tæt forbindelse mellem de første kristnes respekt for alt menneskeliv til nutidens respekt for samfundets svageste. Og der går en linje fra de første kristnes frihedstænkning til de frie kristne, vestlige samfund.
Kristendommen har bidraget til at civilisere kulturen. Derfor er der god grund til at nære de kræfter, som sikrer, at det også vil ske i fremtiden. Alle partier burde bakke op om det, men en ny kristen besindelse er først og fremmest kirkens og hjemmenes sag og ikke et politisk anliggende.
Vores tids samfund er truet på sin sammenhængskraft. Den identitetspolitiske bølge og de mange særhensyn til etniske og kønspolitiske grupper splitter det fælles. Ved at styrke en kristen bevidsthed kan der skabes grundlag for et stærkere fællesskab. Men det kræver, at kristendom ikke misbruges politisk i den herskende kultur- og værdikamp.