Prøv avisen
Leder

Gudstjeneste i bevægelse

Af Anders Ellebæk Madsen, Redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Pas på ikke at gøre folkekirkens gudstjenester poppede

En kirke i Nordsjælland hævder at have svaret på et spørgsmål, som mange i folkekirken stiller: Hvordan får man de kirkemedlemmer til at komme til gudstjeneste, som næsten aldrig viser sig i kirken? Høsterkøb Kirke siger, at den har mangedoblet antallet af kirkegængere og knækket koden til folkekirkens fremtid ved at tilpasse gudstjenesterne til menigheden. Man har derfor sendt sine erfaringer med fornyelse rundt til alle landets sogne.

I grunden er det en god øvelse at spørge, hvordan gudstjenesten kunne se ud. Folkekirkens liturgi er ikke faldet ned fra himlen i færdig form, men står altid til diskussion. Derfor er der også fornuftigvis nedsat tre udvalg af biskopperne til at kigge på, om noget skal ændres i liturgien.

Der kører en oppefra og ned-proces i folkekirken, samtidig med at det myldrer frem med nye idéer til gudstjenesteformer lokalt i det nederste lag af kirken. Det kan der komme noget godt ud af, som det er sket mange gange før i kirkehistorien, hvor gudstjenester har flyttet sig i overensstemmelse med ændringer i kristendomsforståelsen.

Men det kræver en vis varsomhed. Man kan i øjeblikket komme til Michael Strunge-gudstjenester, Kim Larsen-gudstjenester, Justin Bieber-gudstjenester og John Lennon-gudstjenester. De alternative gudstjenester løber hurtigt ind i paradokser. Kan man for eksempel bygge en gudstjeneste op om en musiker som John Lennon, der skrev ”Jeg tror ikke på Jesus” i en sang med titlen ”Gud”? Det kan let opfattes som misbrug af en afdød kulturperson, der ville sige fra, hvis han kunne. Er det troværdigt at ophøje en popstjerne som Justin Bieber til trækplaster i et kirkerum, der er skabt til det største i livet? Der skal i hvert fald ikke meget til, før det bliver ufrivilligt komisk at kombinere alt for små og trivielle poptekster med rummets højtidelighed. En præst fortalte for nylig i Radio24syv, at hun havde sagt nej til at lade et brudepar benytte en Star Wars-melodi til indmarch under brylluppet. Tak for det.

Folkekirken skal passe på det utroværdige og poppede. Det kan muligvis give høje besøgstal og kortsigtede succeser. Men på langt sigt kan det sætte mere over styr. Det er vigtigere at blive ved med at være den bundsolide og pålidelige kirke, der møder folk i øjenhøjde, når de kommer med store sorger og glæder. Det kan godt gøres uden pop.

Det er ikke ligetil at sætte rammer for udfoldelserne. Det bedste princip er med reformatoren Martin Luthers ord at bedømme formerne på, hvad der driver på Kristus. Og desuden holde afstand til det utroværdige.

Under udviklingen løber en stærk tendens til at tænke religion som marked. I Høster-køb taler man om gudstjenesten som produkt og tæller fremmødte som succesparameter. Men heroverfor må folkekirken være forsigtig og huske, at den ikke er en koncern, men en kirke med teologisk defineret formål.