Winston Churchill udtalte engang: ”Historien vil være god mod mig. For jeg har i sinde at skrive den.”
Den britiske politiker og statsmand sagde det jo nok med et glimt i øjet, men der var ræson i hans påstand. Ved siden af sit imponerende politiske virke var Churchill forfatter, udgav adskillige historiske værker og modtog Nobelprisen i litteratur.
Han ville have nydt at leve i dag og præge historieskrivningen. Som beskrevet i avisen i lørdags er interessen for historie kolossal for tiden, og den præger alle dele af kulturlivet. I den digitale afdeling er der vækst i antallet af podcasts, tv-serier på streaming-tjenester og Instagram-profiler, der formidler historisk viden. I den anderledes analoge afdeling er der søgning til kulturhistoriske museer, foredrag og kurser om historiske emner. Læg dertil den store interesse for jubilæer såsom 100-året for Genforeningen. Og i denne uge udkommer en ny oversættelse af Bibelen på dansk – også en åben invitation til at dykke ned i historien. Vi lever i en guldalder for den historiske interesse.
I historieskrivningen er der indbygget en dobbelthed, der kan forklare interessen. På den ene side skal historisk formidling være faktuel. Det er ikke ligegyldigt, hvornår Gutenbergs bibel blev trykt, hvornår den amerikanske borgerkrig begyndte, eller hvornår skuddene i Sarajevo lød.
Hvis unge mennesker – som det undertiden hævdes – ikke kender vigtige årstal i selv den nære fortid, for eksempelvis Berlin-murens fald eller terrorangrebet den 11. september, er det et reelt problem. I en tid, hvor ”fake news” er en politisk magtfaktor, er faktuel viden og kronologisk bevidsthed vigtig som sjældent før.
På den anden side skal historisk formidling ikke kun være faktuel. Den skal også være fængende. En historieformidler skal kunne fortælle en historie, så vi andre lytter. En ophobning af årstal hjælper ikke. Der skal tone, stemme, forløb, arrangement, billeder og alt det andet, vi ellers forbinder med fiktionen, til for at skabe god historieformidling.
Når begge dele af den indbyggede dobbelthed i historieskrivningen – både fakta og formidling – tilgodeses, er vejen til læsernes, lytternes og seernes hjerter banet. Dét sker på fortjenstfuld måde for tiden i alle de mange podcasts, tv-serier og populærvidenskabelige bøger. Derfor havde Churchill ret, da han sagde, at historien ville være god mod ham, for han havde i sinde selv at skrive den. Der er altid nogen, et subjekt, der skriver historien.
På et eksistentielt niveau havde den britiske statsmand imidlertid endnu mere ret, da han angiveligt sagde: ”Jo længere tilbage du kan se, jo længere fremad ser du sandsynligvis.”
Vi er historiske væsener og må aldrig tro, at vores generation er udviklingens endemål, endsige højdepunkt. Der kommer nogen efter os. Derfor handler historieskrivning udover fakta og formidling også om ansvar.