På Auschwitz-dagen den 27. januar udstilles i København en model af indgangspartiet til udryddeleslejren Auschwitz-Birkenau. Til forskel fra den virkelige lejr er denne model imidlertid udført i 2,3 kilo guld og prydes af et Rolex-ur i gavlen. Manden bag modellen hedder Marco Evaristti, og guldet til udryddelseslejren har han fundet et sted i Østrig. Det stammer fra tandfyldninger fra myrdede jøder.
"Rolexgate", som kunstneren kalder værket, er gennemført smagsløst. Guld, der er tilvejebragt ved ligskænding, udstilles nu i kunsthaller med dæmpet musik og pindemadder til den kølende hvidvin. Velbekomme.
Selvom det desværre er umuligt at fastslå, hvem guldet retmæssigt tilhører, betyder det ikke, at det i moralsk forstand kan erhverves for en tilfældig pose penge til brug for et kunstværk. Der er altså forskel på gips og lærred og andre materialer, som kunstnere benytter i deres arbejde, og så guld fra myrdede menneskers tandfyldninger.
Kunsteren mener selv, at der er en dybere politisk og moralsk pointe med værket. Rolex-uret viser klokkeslættet fem minutter i tolv og henviser angiveligt til, at Schweiz' neutralitet under Anden Verdenskrig ikke forhindrede landet i at modtage tandguld og andre værdier fra nazisternes ofre. Han mener ligeledes, at et sæt togskinner og en togvogn, der også indgår i modellen, og som er udført i hvidguld og diamanter, symboliserer, "hvordan det, der er gemt under overfladen, kan dukke frem igen og igen", som han har udtalt.
Begge forklaringer virker i al deres svimlende banalitet ret fortænkte. Det er hverken nogen hemmelighed, at Schweiz' neutralitet ikke omfattede alle dele af samfundet, eller at fortrængte ting dukker frem igen og igen – det har man vidst siden Freud. Men hvordan disse banaliteter udtrykkes gennem et Rolex-ur og en diamantbelagt togvogn, forsvinder i fortænkthedens tåger. Desuden kunne Evaristtis politiske og moralske pointer lige så godt udtrykkes ved at benytte et andet materiale end guld fra myrdede jøder.
Man kan derfor med god ret mistænke kunstneren for ene og alene at ville provokere med værket "Rolexgate". Det er meningen, at en bornert borgerlighed skal gyse over avantgardekunstnerens vovede overskridelse af alle normer. Men denne kunstnerpositur er efterhånden selv museumsmoden og bør ikke fremkalde klapsalver til kunstneren.
Evaristti har jødisk baggrund, hvilket nævnes i alle omtaler af "Rolexgate", men det er sagen uvedkommende. Om hans model af Auschwitz er vellykket som kunst, afhænger ikke mere af dette, end om han er rødhåret, tvilling eller frimærkesamler. Kun den dårlige kunstner spiller på sin oprindelse for at få goodwill.