Gult lys for Frankrig og Europa

De Gule Vestes oprør afslører en brudt samfundskontrakt

Man kan selvfølgelig vælge at ryste på hovedet ad de seneste ugers voldelige demonstrationer i Frankrig. Man kan sige, at det er det sædvanlige med de franskmænd, i hvert fald siden revolutionen i 1789. Mangel på brød eller nye skatter har jævnligt skabt grobund for optøjer og protester – indimellem i farverige gevandter, som når vrede landmænd har blokeret Paris med deres traktorer, eller som da oprørske studerende for 50 år siden skød det verdensomspændende ungdomsoprør i gang.

I dag er demonstranterne iført de gule veste, som bilister er forpligtet til at have i deres biler, så de mindsker risikoen for at komme til skade, hvis de uventet må stoppe op og stige ud i trafikken. Umiddelbart handler konflikten om den franske præsident, Emmanuel Macrons, bebudede prisstigning på benzin og dieselolie som led i bestræbelsen på at afhjælpe de menneskeskabte klimaforandringer.

Foreløbig er afgiftsforhøjelsen blevet udskudt i seks måneder som konsekvens af urolighederne. Det har fået den amerikanske præsident, Donald Trump, til triumferende at glæde sig over, at hans ”ven” Macron dermed nu åbenbart er enig i, at Paris-aftalen om at dæmpe udledningen af CO2 var en fejl.

Det mener den franske præsident selvsagt ikke, og konflikten mellem Macron og store dele af den franske befolkning stikker meget dybere end til spørgsmålet om benzinafgifter. Under protesterne ligger et voldsomt had i dele af befolkningen til Macron og hans økonomiske politik, ikke mindst de skattelettelser, han har bevilget erhvervslivet og de mest velstillede.

Macron blev bragt til magten af de politiske midtervælgere, der reagerede mod de gamle partier, mod højrenationalister, mod Trump og mod Brexit. Det er paradoksalt, at netop han i dag er årsag til, at det franske samfund er ved at gå op i limningen.

Det er alvorligt ikke bare for Frankrig, men for hele Europa, fordi det puster endnu mere til polariseringen. Den risikerer at vælte de store samfundsinstitutioner, som er afgørende for at bevare de åbne vestlige demokratier.

Man kan argumentere for, at Frankrig har været alt for længe om at indføre nødvendige økonomiske reformer, for eksempel på pensions- og arbejdsmarkedsområdet. Og man kan hævde, at Macron bare gør det rigtige og opfylder sine valgløfter.

Så ser man imidlertid bort fra, at præsidenter med så store beføjelser som de franske også har et ansvar for en samfundskontrakt. I nyere tid har præsidenterne ikke været specielt gode til at løfte det ansvar, og det var nok medvirkende til, at vælgerne blev trætte af både den borgerlige Nicolas Sarkozy og den socialistiske François Hollande.

Måske vil repræsentanterne fra den hårdtarbejdende middelklasse smide deres veste igen, men såvel franske som europæiske politiske ledere bør tage sig i agt for det gule lys, de har tændt.