Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går er Jehovas Vidner blevet meldt til politiet for at have overtrådt straffelovens paragraf 266b om racisme. Anmeldelsen er indgivet af en gruppe afhoppede Jehovas Vidner, der har fået nok af at blive omtalt som Satans medarbejdere, dødsensfarlig virus eller giftig jord.
Bevægelsens retorik er et skolestudie i, hvad dæmonisering egentlig betyder. De selvsikre Jehovas Vidner opfatter de frafaldne som indbegrebet af ondskab og objekter, der fortjener at blive hadet. De manende konference-taler mod dem år efter år er en nøje indstuderet proces, som skal banke den udstødte minoritets ondskab ind i hovedet på enhver, der skulle overveje et frit liv.
Selvforståelsen er samtidig et studie i den farisæisme, som er noget af det mest kritiserede i Det Nye Testamente. Jehovas Vidner opfatter sig selv som Guds instrumenter, i modsætning til eksvidnerne, der ikke er bare syndere, men altså udtryk for Satans handlinger.
LÆS OGSÅ:Tidligere medlemmer: Vi anmelder Jehovas Vidner for racisme
Hadet til frafaldne findes ikke bare i denne sekt. Også kristne har historisk brugt truende bibelcitater til at kontrollere mennesker og holde dem inden for folden.
Jehovas Vidner argumenterer med, at de benyttede citater findes i Bibelen. Det er et noget pinligt argument, når man husker på, hvordan løstsiddende bibelcitater i tidens løb er blevet brugt til at tryne jøder, menneskerettigheder eller videnskabelige opdagelser.
Forbindelsen til Bibelen rejser dog et andet spørgsmål: Kan man virkelig dømme folk for at gengive citater fra helligskrifter? Det er dette scenarie, der kan blive udgangen på politianmeldelsen.
Principielt ville det være uheldigt, for det er en kriminalisering af vores civilisations grundskrifter. Når det skridt først er taget, kan det udløse krav om yderlige begrænsninger af andre dele af Bibelen. Det er værd at huske på, at både jøder, muslimer og kristne har voldsomme tekstpassager i deres helligskrifter, som er skrevet i en anden tid, og som kræver fortolkning ind i nutiden.
Man bør huske på, at tro er et særligt område. Religionsfriheden er et udtryk for dette. Derfor er præmissen også gal, når man over hele verden hører ateister eller i Danmark omskæringskritikere argumentere for, at de samme regler bør gælde for det religiøse område som for alle mulige andre områder.
Så uanset hvor meget man må føle med de dæmoniserede afhoppere fra Jehovas Vidner, må man holde fast på den danske tradition for ytrings- og religionsfrihed, som tillader grovheder, der ikke er tilladt mange andre steder i verden, og som giver en udstrakt frihed til at debattere og kritisere religion uden at ende i domstolsmoral. AEM