Til alle tider har en fremstrakt hånd signaleret et ønske om imødekommenhed og åbenhed. Men at give hånd som en forudsætning for statsborgerskab er jo bare symbolpolitik, lyder det netop i disse dage fra borgmestre i flere kommuner, hvor den meget omtalte ceremoni for nye statsborgere afvikles, inklusive det nu lovfæstede krav om et håndtryk.
Ja, i Aabenraa mener borgmester Thomas Andresen (V) sågar, at kravet om håndtryk bringer mindelser om nazismen, hvor ”man for at komme i brød og arbejde skulle hellige sig en bestemt politisk ideologi mod ens overbevisning”, hvorfor han af principielle grunde ikke selv vil deltage, men overlader det til andre byrådspolitikere. Hvordan den hævdede nazistiske betydning opløses, fordi opgaven sendes videre, uddyber den principfaste borgmester dog ikke.
Endelig kunne man fra en borgmester i grænselandet ønske sig en større historisk bevidsthed om forskellene på nazismens ritualiserede hjernevask og et klassisk håndtryk, der giver fuld adgang til et af klodens mest ligestillede og demokratiske samfund.
Det er tid til et opgør med præmissen om symbolpolitik som noget, der altid er underlødigt og populistisk. Symbolske handlinger og genstande er ofte den usynlige tråd, som holder sammen på ganske mange fællesskaber. Tag bare symboler som Dannebrog og kristendommens kors, som ud fra et meget relativistisk livssyn da også kan betragtes som ekskluderende over for alle, der hverken er danskere eller kristne, men som for det store flertal herhjemme stilfærdigt og naturligt symboliserer en historisk rodfæstethed og et værdifællesskab.
At blive statsborger i et smørhul som Danmark, der topper samtlige ranglister over trivsel, økonomi og tryghed, er en gave, som mange kun tør drømme om. At vejen til dette statsborgerskab, ud over helt rimelige krav om sprogkundskaber og en evne til selvforsørgelse, nu inkluderer et enkelt håndtryk, der i praksis kun kan være et problem for de mest formørkede islamister, er både glædeligt og ønskeligt.
Det ønske om ligestilling, som førte til kravet om håndtryk, er en central demokratisk værdi i Danmark og hele den vestlige verden, hvor flere andre lande da også de seneste år har indført lignende krav om håndtryk.
Disse værdier skal vi ikke gå og putte med, men stå ved. Der er ingen grund til at signalere, at vi lige så gerne uddeler et statsborgerskab til den mørkemand, der betragter kvinder som urene, som til den kvinde, der er flygtet fra undertrykkelse for at skabe sig et nyt liv med frihed og ligestilling.
Det flydende og diffuse møde med mennesker, der vil være fuldgyldige medlemmer af det danske samfund, vil kun forstærke de seneste årtiers dårlige integration og polarisering i samfundet. At række hånden frem og forvente, at mennesket overfor tager imod den venlige gestus, er på samme tid et smukt og kraftfuldt symbol, som alle bør kunne stå ved.