Sådan ser islamisme ud på statsligt niveau: Man tager et af kristenhedens mest centrale monumenter, som i 85 år har været religiøst neutraliseret som museum, og omdanner det til moské. Derved genopretter man den tilstand, som var gældende i knap 500 år, mens islamismen i form af Det Osmanniske Rige havde sin storhedstid og rådede over Konstantinopel – nu Istanbul. Man ignorerer protester fra verdens førende kirkeledere, paven og de ortodokse patriarker, ser stort på vestlige politiske lederes kritik og overhører indsigelserne fra Unesco, der som FN-organisation for kultur og videnskab prøver at beskytte verdens kulturarv.
Siden i fredags, hvor Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, erklærede Hagia Sophia omdannet til moské, har han igen demonstreret, at Vesten er ham ret ligegyldig, og at EU’s lokketoner om medlemskab og fortsatte betaling til ham for at opretholde en tvivlsom flygtningeaftale er detaljer for ham. Erdogans mål er en re-islamisering af Tyrkiet, og han er godt på vej. At han ikke har nær hele sin befolkning bag sig, at han faktisk er løbet ind i en række problemer for sin fortsatte magtekspansion, forstærker kun hans trang til profilere sig selv som islams nye anfører.
Sidste år led Erdogans islamistiske regeringsparti et ydmygende nederlag i et valg til bystyret i netop Istanbul. Og netop dér har han nu et behov for at befæste sin kurs.
Derfor må Hagia Sophia lægge navn til hans seneste symbolpolitiske sejr. Fuldført i 537 som universel kirke for den unge kristenhed stod den i 900 år som verdens største kirke og som et centrum i den vestlige civilisation, indtil osmannerne fordrev kristendommen i 1453. Forinden havde den både været kirke for de tidlige kristne, for de ortodokse og – i en kort periode – for katolikker. Den har i hele perioden og sidenhen været et fokus for økumeni, kristent fællesskab, selvom dens historie så sandelig også afspejler interne kristne stridigheder.
Men længst tid af alt har Hagia Sophia altså været brugt af kristne og er den dag i dag et indbegreb af fælleskristen kulturarv. Erdogans ekspropriation af bygningen, der rummer fantastiske mosaikker over bibelske figurer, er ment som en provokation. At tage fejl af dét er selvskadende. Vi har at gøre med en mand, der lystigt bruger udtryk som ”religionskrig” om sin relation til Vesten.
I stedet for at provokere tilbage bør vestlige regerings- og statsledere, i lighed med kirke-lederne, tage samlet afstand fra moskéiseringen af Hagia Sophia og pege på de mange punkter, hvor handlingen strider mod skrevne og uskrevne internationale regler.
Vesten må se Erdogans seneste ny-osmanniske tiltag som led i et større hele, der umiskendeligt peger i retning af, at Tyrkiet er komplet udelukket som fremtidigt EU-land, at alle procedurer i den retning bør indstilles, og at alle, ikke mindst USA, må komme til erkendelse af, at Tyrkiet kun er tåleligt som fortsat Nato-medlemsland, fordi alternativerne for indeværende er uoverskuelige.