Halal er symbol på en kulturel og religiøs grænsestrid i samfundet

Som samfund bør vi interessere os mere for at få halalvarer mærket og sikre større gennemsigtighed i halalindustrien, så forbrugerne kan tage stilling til, hvad de køber - og støtter. Muslimer har ret til at spise halal, men det skal ikke dominere, mener chefredaktør Erik Bjerager i dagens leder

Vi skal som samfund tage hensyn til minoriteten, men minoriteten skal ikke dominere majoriteten, skriver Erik Bjerager, chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad, i dagens leder.
Vi skal som samfund tage hensyn til minoriteten, men minoriteten skal ikke dominere majoriteten, skriver Erik Bjerager, chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad, i dagens leder. Foto: Leif Tuxen.

Inden for islam skelnes der mellem rent og urent, halal og haram. Halal beskriver det, der er tilladt under islamisk lov, mens haram beskriver alt, hvad der er forbudt - fra adfærd til påklædning og ikke mindst mad.

En voksende del af den mad, der produceres i Danmark, er halal. Det vil sige, at den er lavet efter muslimske forskrifter. Det gælder typisk kød. Stort set alle kyllinger i Danmark halal-slagtes i dag af hensyn til eksporten til Mellemøsten. En stigende del af lammekødet halalslagtes, og en voksende del af det hakkede oksekød i danske supermarkeder er også blevet til efter muslimsk slagteskik.

Det er indlysende, at muslimer her i landet skal have adgang til at købe og spise halalkød, ligesom jøder skal have adgang til kosher, det vil sige madvarer fremstillet efter jødiske forskrifter.

Set fra et religiøst synspunkt er det ligegyldigt, om man som kristen spiser halal- eller koshermad. Kristne skelner ikke mellem rent og urent. Men når islam er en religion i stærk mission og på fremmarch i Europa, og ledende muslimer selv siger, at halal er en måde at udbrede islam på, er det værd at overveje, om det er kulturelt rigtigt at se stiltiende til, mens flere og flere varer og mere og mere mad herhjemme bliver lavet efter muslimske forskrifter.

Ydermere er danske virksomheder, der producerer halal-certificerede varer, tvunget til at betale en afgift til det muslimske samfund. Det er en muslimsk skat, der opkræves, uden at der på nogen måde er offentlig indsigt med beløbets størrelse eller med, hvordan pengene bruges. Danske virksomheder aftvinges en muslimsk skat, som kan bruges til at finansiere udbredelsen af islam.

Enkelte politikere har i de senere år talt om at få mærket al halalmad og alle halalvarer, hvilket de ikke er i dag. Køber man en hel frossen kylling, er den som regel halalmærket, mens opskårne kødstykker ikke er det, selvom de stammer fra halalslagtning.

En mærkning af varer fremstillet efter religiøse forskrifter er imidlertid yderst følsom, fordi den vil skulle omhandle både kosher og halal. En sådan mærkning vil kunne føre til boykot og dermed indirekte forfølgelse af et religiøst mindretal, og Europas historie skræmmer.

Men det er omvendt også kun rimeligt, at forbrugere får klar besked om, hvad de køber. Man bør ikke være kulturelt ligeglad med, om det kød eller de varer, der sælges, er fremstillet efter muslimske forskrifter. Halal er symbol på en både kulturel og religiøs grænsestrid i samfundet. Islam er en religion i mission med ambition om at dominere. Selve ordet islam betyder underkastelse. Jødedom er derimod ikke en missionerende religion, og derfor er kosher ikke del af den kulturelle værdikamp.

Vi skal som samfund tage hensyn til minoriteten, men minoriteten skal ikke dominere majoriteten. Det er, hvad der er ved at ske med den stadigt mere omfattende produktion af halal-certificerede varer. Derfor bør vi som samfund interessere os mere for at få halalvarer mærket og sikre større gennemsigtighed i halalindustrien, så forbrugerne kan tage stilling til, hvad de køber - og støtter.