Halløj i radioæteren

Ballade om radiokanaler viser, at staten ejer for mange medier

I morgen ved midnatstid slukker Radio24syv efter otte år. Det har vakt stort postyr, at radioen ikke får forlænget sit liv, og politikere står næsten i kø for at sikre kanalen en fremtid. Det kaos, der har udviklet sig om de nye statsfinansierede radiokanaler, må imidlertid mane til eftertænksomhed.

Sagen handler på den ene side om frie medier og på den anden side om politikeres lyst til at bestemme over dem. Det er en noget nær umulig konstruktion at lade staten finansiere medier, der samtidig skal være uafhængige og politikernes skarpe kritikere.

Det er et dilemma, som alle public service-medier verden over kender til. Herhjemme er der lavet forskellige konstruktioner omkring DR og TV 2 for at sikre armslængden til politikerne. Men den nødvendige distance er forsvundet i den model, som desværre er blevet etableret omkring Radio24syv, afløseren Radio4 og senest Radio Loud.

Daværende kulturminister Per Stig Møller (K) ønskede i 2011 at give DR’s P1 konkurrence. Det blev Berlingske Media og forlaget People’sPress, der tilsammen fik 100 millioner kroner om året til at lave den nye radio. Med årene viste Radio24syv, at den formåede at forny mediet. Der er skabt større folkelig interesse for lytning af både P1 og Radio24syv.

Men Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ønskede kanalen henlagt til provinsen for at skabe et mere varieret radioudbud. Det var ikke en forkert beslutning, men forløbet blev mildt sagt uskønt. Ejerne bag valgte at melde pas. En flytning ville ødelægge radioen, lød det. Og var politikernes egentlige hensigt ikke at få den lukket, så andre kunne komme til?

Dansk Folkeparti forregnede sig. Selvom Radio24syv var en umiskendeligt selvbevidst københavnerradio, havde den mange lyttere ude i landet, hvor DF’s vælgere bor. Det var altså ingen vindersag at slukke for den. Derfor blev der fundet endnu flere penge til endnu en taleradio. Et håbløst politisk kompromis, som ingen borgere havde efterspurgt.

Der var ikke flere ledige FM-frekvenser, så det blev en DAB-kanal, som kun få lytter til. Radio24syv kunne her søge om livsforlængelse. Men til manges overraskelse blev det et underligt sammenrend af lokalradioer, Nationalmuseet, Roskilde-festivalen og andre, der fik koncessionen. Radio Loud vil henvende sig især til unge og får knap 70 millioner kroner om året til forsøget.

Beslutningen er blevet kritiseret og skal nu analyseres. Oveni tvivlen om sagsbehandlingen lægger kanalen op til at lave radio i, hvad der fremstår som en uskøn blanding af redaktionelle og kommercielle hensyn.

Statens massive udbud af radio kommer på et tidspunkt, hvor de privatejede medier – dagbladene – prøver at tjene penge på den voksende interesse for lyd, podcasts og internetradio. Det er noget nær umuligt med det store radioudbud fra statens nye kanaler.

Dagbladene får også statstøtte, vil nogen indvende. Javist, men kun i begrænset omfang. Markedet er skævvredet af de statsejede medier, og uden støtte ville de fleste dagblade lukke til skade for den samlede oplysning.

Læren af det omfattende kaos om radiokanalerne må være, at politikerne bør begrænse statens medieejerskab og styrke de private mediers mulighed for at blomstre og overleve. Her gælder armslængdeprincippet. Politikerne skal forbedre deres vilkår.

Særligt provinspressen kæmper i disse år en svær kamp. Der afskediges journalister, og lokaldemokratiet lider under manglende mediedækning. Den nye Radio4, som afløser Radio24syv torsdag nat, skal drives af provinsaviser. Det hjælper bare ikke på deres grundlæggende økonomi. Den burde politikerne interessere sig mere for.