Kristeligt Dagblad mener: Frank Jensen forstod ikke, hvad der ramte ham

Den danske offentlighed oplever med tre års forsinkelse et kulturelt opgør, der nu rammer med både styrke og dybde

Da Frank Jensen (S) i går trak sig fra posterne som overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet, lagde han vægt på, at det var hans egen beslutning. Men hans to sidste pressemøder søndag og mandag var fyldt med så mange besynderlige og modstridende overvejelser om egne fortræffeligheder og pressens ansvar, at det er mere end svært at tro på.

Sandsynligt er det, at Frank Jensen har fået besked på at gå. Og efter pressemøderne at dømme, har Frank Jensen endnu ikke forstået, hvad der ramte ham.

Men Frank Jensen var nødt til at gå, fordi Danmark nu befinder sig i midten af et kulturelt opgør, hvor grænseoverskridende og krænkende adfærd, som man tidligere har set gennem fingre med, ikke længere bliver accepteret.

Det opgør har ramt Danmark med forsinkelse, for det er tre år siden, at fænomenet MeToo første gang nåede de sociale medier og vores fælles liv. Men det er først i dette efterår, at opgørets kulturelle styrke og dybde er gået op for den danske offentlighed. Indtil videre har det ført til, at to markante politikere af mere eller mindre fri vilje har måttet trække sig fra deres politiske poster, ligesom en række mindre prominente sager har ramt medie- og kulturlivet. Intet tyder på, at de allerede kendte sager vil være de sidste.

Som ethvert kulturelt opgør går det ikke stille for sig. Beskyldninger om en rådden kultur, mediehetz, folkedomstol og nyfigen puritanisme fyger på kryds og tværs i debatten. De finere nuancer har der indtil videre ikke været plads til. Det er værd at håbe på, at den fortsatte debat ikke blot bliver massernes svælgen i sladder, men at det faktisk vil føre til en større kulturel forståelse for, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden.

MeToo-opgørets utvetydige nej til sexistisk og krænkende adfærd er moralsk legitimt. Det bæres hovedsageligt frem af yngre kvinder, som ikke vil finde sig i uværdig og fornedrende adfærd. Omvendt taler flere med mange års erfaring fra arbejdslivet og livet i al almindelighed for nødvendigheden af nuancer, og at MeToo-opgøret ikke udvikler sig til en standret, som skal skille de rene fra de urene.

Begge positioner kan sagtens have væsentlige pointer. Der er ingen grund til at reducere MeToo-bevægelsen til et generationsopgør, hvor alle født efter 1995 har ret, og alle andre er idioter. På samme måde som kravet om at komme krænkelser til livs ikke skal blive til kønnenes kamp mod hinanden. Derfor bør det også være en fælles opgave at arbejde for en klog og vedvarende kulturændring.

Alle burde have en interesse i, at grænseoverskridende og krænkende adfærd ikke finder sted. Men også i, at sager behandles ud fra klare retningslinjer. Vi har strafferetlige bestemmelser for de voldsomste overtrædelser, og landets arbejdspladser skal nu sikre regler for håndtering af krænkende adfærd.

En del af forhandlingen om grænserne for, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden, vil finde sted i den offentlige debat. I den debat skal der også være plads til nuancer og nødvendige sondringer. Der er forskel på upassende adfærd og egentlige krænkelser. Der er forskel på noget, der finder sted en enkelt gang og gentagne krænkelser.

I modsætning til de aktuelle sager om Frank Jensen og Morten Østergaard (R), som er blevet afgjort ud fra en politisk logik, er det derfor også afgørende, at kommende sager bliver behandlet efter rimelige og juridiske retningslinjer.

Retssikkerhed er ikke bare patriarkatets forsøg på at bevare status quo. Det er fundamentet for et samfund, hvor det faktisk er de skyldige og ikke de uskyldige, der straffes.

Det bliver ikke nemt at sikre fornuft og rimelighed i krænkelsessager, og det vil også kræve konsekvens og handlekraft i de sager, der vil komme. Men vi bør alle gøre forsøget.