En straffri forbrydelse. Ja, det lyder selvmodsigende, men det er ikke desto mindre det udtryk, fagfolk har brugt, når de talte om indbrudstyverier.
Ud af de 550.000 indbrud, der blev begået i Danmark i perioden 2011-2018, førte kun 29.000 af politianmeldelserne til en dom eller bøde, hvilket svarer til sølle 5,2 procent, ifølge en stor opgørelse, som DR netop har foretaget. Eller med andre ord: 95 gange ud af 100 slipper en indbrudstyv af sted med at gennemrode et andet menneskes skuffer og skabe for at stikke af med de mest værdifulde ejendele. Det er så godt som straffrit.
Det er utryghedsskabende og problematisk, og det kan ikke kun forklares med, at politiet mangler ressourcer. For som også Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, bekræftede i Kristeligt Dagblad i mandags, er politistyrken i dag større end nogensinde før.
Det kan heller ikke kun forklares med, at der i dag bruges ekstra ressourcer på grænsebevogtning eller terrorsikring af eksempelvis den jødiske synagoge. I 2011 – altså før 2015, hvor både terrorangrebet ved Krudttønden og synagogen samt de store migrantstrømme fandt sted – var opklaringsprocenten kun en anelse bedre, så det dengang var 92 ud af 100 indbrudstyve, der slap af sted med forbrydelsen. Heller ikke det er imponerende.
Så hvad er det, der er sket med politiet? Er det den ressourcekrævende oprustning i PET’s kamp mod cyberkriminalitet og terror, der suger kræfterne ud af det borgernære politiarbejde? Eller er det politikerne og politiets ledelse, der ikke evner at prioritere, så balancen mellem bureaukratiske funktioner og klassisk politiarbejde er tippet til ugunst for sidstnævnte – og dermed for borgerne?
Jo, der er da sket fremskridt i kølvandet på den øgede bemanding i politistyrken. Der er sket et markant fald i antallet af anmeldelser af indbrud, men som førnævnte politiformand Claus Oxfeldt selv har udtalt, kan man frygte, at dette til dels kan forklares med, at ganske mange borgere har opgivet at kontakte politiet, fordi de af bitter erfaring ved, at det ikke gør den store forskel.
For den enkelte betjent, der er søgt ind i politiet med et oprigtigt ønske om at sikre lov og orden, må situationen være frustrerende. Befolkningens tillid er faldende, og samtidig har private vagtselskaber kronede dage med installation af overvågningskameraer og alarmsystemer. Ja, flere steder i landet har borgere sågar oprettet private vagtværn, hvilket er en både principiel og samfundsmæssig falliterklæring i et land, hvor det høje skattetryk burde muliggøre en velfungerende offentlig politistyrke.
Man kan desværre frygte, at politiet er blevet ramt af det, man kan kalde DSB-bacillen.
For præcis som engang effektive institutioner som DSB, Skat og PostNord er endt som hensygnende kolosser, der i en dødsspiral af omstruktureringer mest af alt forbindes med ustabil service til voksende omkostninger, har også politiet de seneste årtier været genstand for omstruktureringer og nedlægggelse af lokale politistationer, som samlet har øget afstanden mellem borgere og betjente.
Så måske det er tid til at vende udviklingen. Kunne det eventuelt tænkes, at genkomsten af den gode gamle landbetjent, der er synlig i lokalområdet, kan skabe tryghed for de lovlydige og afskrække de potentielle kriminelle? Og måske en stor del af papirarbejdet enten er unødvendigt eller kan overtages af kontoruddannede? En ting er sikkert: Noget fungerer ikke, og løsningen er ikke nødvendigvis flere betjente, hvis det system, de skal arbejde i, er defekt.