Prøv avisen
Leder

Hele historien skal fortælles

Den tyske skole i København gør ret i at få ryddet op i sin fortid

Den tyske skole i København har igangsat en undersøgelse af sin egen fortid. Det er især årene under den tyske nazisme fra 1933 til 1945, der skal behandles af en kommission bestående af meget kompetente forskere. Initiativet kommer blandt andet som konsekvens af kritik i dagbladet Berlingske for at nedtone de problematiske sider af den nazistiske historie.

Sankt Petri Skole har ikke fortalt hele historien om nazificeringen, vurderer historiker Ole Brandenborg Jensen i dagens avis: 27 af skolens 40 tyske lærere var medlemmer af det tyske naziparti, og jødiske elever blev mobbet ud, så skolen ikke længere havde jøder i 1940.

Der kan være faktorer i nazificeringen af skolen, som vi ikke kender, før kommissionen er færdig med sit arbejde. Så det er for tidligt at sige, hvem der var skyldig i hvad. Men man bør tage diskussionen om skolens rolle under krigen offentligt. Derfor er det også det eneste rigtige, at Sankt Petri Skole har valgt at dykke ned i historien og fremlægge den eksisterende viden.

Spørgsmålet er, om man skulle have gjort det tidligere. Så sent som i 1975 gik man let hen over nazitilknytningen, da man udgav et jubilæumsskrift, som delvist var skrevet af en tidligere nazist, der var leder af skolen frem til samme årstal. På dette tidspunkt var selvopgøret i gang i de fleste institutioner i Tyskland. Og hvor man i Berlin i dag konstant ser mindetavler og sten i brolægningen, som minder om henrettelserne af jøder, har man ikke i samme grad synlige historiske påmindelser på Sankt Petri. Men netop dette kunne blive et konkret udfald af kommissionsarbejdet, der først ventes at begynde senere på året og munde ud i en rapport.

Inden for den sidste måned har der været stort fokus på nazifortiden. Den er et fænomen, som vi ikke bliver færdige med, selvom krigen sluttede for 73 år siden. Og erindringen om nazismen er væsentlig, for holocaust var en forbrydelse, som vi hele tiden må måle vores politiske adfærd op imod.

Sagen om Sankt Petri rejser ved siden af naziforbindelsen spørgsmålet om, hvordan vi generelt erindrer og genfortæller på en etisk måde. Uden i øvrigt at sammenligne nazister i et besat land med danske skole-lærere i 1970’erne: Kunne man forestille sig en dansk skole gøre opmærksom på, at mange lærere havde støttet den blodige sovjetkommunisme i en fremstilling af skolens historie? Næppe.

I den sammenhæng er det værd at overveje, om ikke offentlige institutioner burde være bedre til at fortælle den svære del af historien, også når det ikke gælder den tyske nazisme.

For de fleste mennesker og institutioners vedkommende falder det lettest at feje de kompromitterende dele af historien ind under gulvtæppet. Men i en tid, hvor de fleste organisationer skal have en positiv virksomhedsfortælling om deres grundlæggelse og udvikling, ville det aftvinge respekt at gå den anden vej, tage tyren ved hornene og beskrive egne fejltrin åbent og redeligt.