Helligdage bør være hellige

Det gavner ikke velfærden at fjerne de fælles fridage i samfundet

Helligdagene bør fredes, så danskerne fremover også kan holde fri skærtorsdag, 2. pinsedag og store bededag. Dagene er med til at skabe velfærd og fælles rytme i samfundet.
Helligdagene bør fredes, så danskerne fremover også kan holde fri skærtorsdag, 2. pinsedag og store bededag. Dagene er med til at skabe velfærd og fælles rytme i samfundet. Foto: .

Det er både kortsigtet og perspektivløst af regeringen, hvis den fjerner nogle af helligdagene for at få sin økonomiske politik til at hænge sammen. I går forlød det, at ikke bare store bededag, men også en anden helligdag, måske skærtorsdag eller anden pinsedag, skal gøres til produktive arbejdsdage, hvor danskerne på bekostning af friheden kan bidrage lidt mere til økonomien.

LÆS OGSÅ: Eksperter: problematisk at røre helligdage

Der er mange måder at få danskerne til at arbejde mere på, men at afskaffe helligdage er en af de dårligste. I snæver økonomisk forstand giver det sikkert god mening, og i de aktuelle forhandlinger kan det give den pressede fagbevægelse nogle point. Højtlønnede funktionærer på fast løn kommer nemlig til at arbejde mere uden lønkompensation, mens timelønnede, der også hører til de lavtlønnede, får penge for de ekstra dage, der skal arbejdes.

Men hvis velfærd opgøres som andet end økonomi, vil det ikke gavne befolkningen at slette de fælles fridage, som helligdagene også er. Et samfund har brug for noget at være fælles om, og det har brug for en fælles rytme. En sådan rytme er helligdagene med til at skabe.

At søn- og helligdage er fridage, giver god mening. Samfundet sættes kollektivt ned i gear. Forældre får tid til at være sammen med deres børn. Familier og venner kan mødes. Søn- og helligdage er med til at holde sammen på samfundet. De er ikke bare en tabt mulighed for at sætte produktionen i vejret. De udgør et afbræk fra hverdagen, et værdifuldt pusterum, og de er dybest set et værn mod den omsiggribende stress, der ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er ved at blive en af Vestens mest udbredte sygdomme.

Nogle af de mest forbenede ateister har i de senere år fremsat forslag om at afskaffe også søndagen som fælles helligdag for i stedet at omdefinere søndagene til feriedage, som danskerne frit kan holde, når de vil. Forslagets radikalitet viser, hvordan man kan fjerne det fælles til fordel for den fuldkomne individualisering, og det vil ikke gavne hverken sammenhold eller fællesskab i landet.

Helligdagene har i deres natur kristendommen som udgangspunkt. Til trods for at danskerne i stigende grad fjerner sig fra kirken og dens forkyndelse, er helligdagene en bestandig påmindelse til alle om, at tilværelsen rummer en dybere sandhed og livet en større fylde end det, der umiddelbart ses med øjet og måles med job og pengepung. Uden det aspekt kan et samfund slet ikke hænge sammen. Derfor skal helligdagene fredes.

De økonomiske problemer i landet kan løses på andre måder end ved at skrotte helligdage.