I dag kan tyskerne efter årtiers tilløb stort set uden forbehold markere den 20. juli, årsdagen for attentat- og kupforsøget i 1944 mod Adolf Hitler, som især forbindes med den adelige officer Claus Schenk Graf von Stauffenbergs navn. Det er i dag 75 år siden.
Det holdt hårdt for efterkrigstidens Tyskland at give ham og hans medsammensvorne i Operation Valkyrie den heltestatus, som de fortjener. Så langt som oppe i 1960’erne opfattede hver fjerde vesttysker officererne bag attentatforsøget mod Det Tredje Riges fører som landsforrædere. Og i det kommunistiske DDR, der opløstes i 1990, kunne man ikke drømme om at hædre konspiratorer, der ansås for blot at ville indføre en mildere variant af den højborgerlige undertrykkelse.
Og rigtigt er det da også, at Claus von Stauffenberg ikke var nogen helt, hvis en helt skal være alle os andre moralsk og holdningsmæssigt overlegen. Hans had til Hitler og naziregimet var i vidt omfang begrundet i motiver, der i dag ville diskvalificere ham: ære, kærlighed til nationen og imperativer, som han udledte af sin kristne tro. Dertil kommer, at han efter enhver moderne målestok var uhyrligt reaktionær og uden tvivl kunne følge nazisternes racelære et stykke ad vejen.
Da Tyskland besatte Polen i en uprovokeret og erklæret racistisk angrebskrig i 1939, var han med – også i sine holdninger.
Det byder én imod at omtale en mand som helt, der skrev følgende i forbindelse med Polen-felttoget i et brev til sin hustru om indbyggerne i det land, tyskerne invaderede: ”Befolkningen er en utrolig pøbel, mange jøder og mange blandingsfolk. Et folk, der kun føler sig tilpas, når det er under pisken.”
Den komplekse virkelighed er samtidig, at der var uegennyttighed, enorm personlig fare – Stauffenberg og de medsammensvorne blev henrettet i hundredvis i dagene og ugerne efter den 20. juli – samt ægte idealisme bag deres handlinger for 75 år siden.
Objektivt set havde det været en velsignelse for verden, hvis deres omstyrtelse af Hitler-regimet var lykkedes. Og for Stauffenberg og talrige af de andre officerer, der udgjorde kernen i oprøret, var kupforsøget ikke nogen pludselig indskydelse, så man bare kan affærdige hele Operation Valkyrie som et udslag af de sidste dages hellighed.
Stauffenberg havde i hvert fald siden 1942-1943 aktivt ønsket Hitler væltet. Det var blevet tydeligt for ham, at Hitlers udryddelseskrige var ved at kaste ikke bare Tyskland, men hele verden ud over en afgrund. Stauffenbergs nærmeste forbundsfælle, generalmajor Henning von Tresckow, var ligeledes troende kristen og havde helt tilbage fra 1930’erne været modstander af nazistyret. Men ud fra aristokratiske hædersbegreber, der i dag synes antikverede, havde han ikke frasagt sig sin rang i det militær, der førte Hitlers krige.
Helte udfordrer os lige præcis, fordi de er mennesker. Deres næsten altid ufuldkomne personlige historier og hullede karakterer virker forstyrrende for mange i en samtid, der både er strengt sekulær og strengt puritansk. Vores tid anerkender hverken omvendelse eller tilgivelse, så et heltebegreb, der tillader fejl og mangler, finder ikke nåde for tidsåndens forvaltere. Af samme grund er det også en sand sportsgren at påvise, at helgener og andre religiøse skikkelser er eller var fulde af dårlige træk og skyggesider – som det fuldt berettiget er kommet frem om for eksempel Moder Teresa.
Men at helte og helgener er fulde af menneskelighed, gør dem netop til forbilleder, vi almindelige kan bruge.