Det kan lyde brutalt, at regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti nu vil tvinge etårige i vuggestue. Målet med udspillet er, at børn i udsatte boligområder skal lære danske værdier, sprog og traditioner, fra de er helt små. Det harmonerer umiddelbart dårligt med dansk tradition og selvforståelse, hvor der er vide rammer for skolevalg – og uddannelsesformer. Normalt er tvang heller ikke borgerlig politik; tværtimod lyder det som regel, at forældrene, ikke staten, skal opdrage børnene, og at størst mulig personlig frihed er et mål i sig selv.
Læg dertil, at hele den omsiggribende institutionalisering med historiske alen stadig er et relativt nyt fænomen. Man må holde den mulighed åben, at eksempelvis vuggestuer som socialt eksperiment vil blive fortolket anderledes af kommende generationer. En sagte hvisken fra fremtidens imaginære stemmer – ”Hvordan kunne de dog sende deres børn af sted i institution som blot etårige, dengang i 00’erne og 10’erne?” – bliver måske konsensusholdning en dag.
Men ser man på virkeligheden, som den er nu og her, og holder både fremtidens mulige dom over os samt ideelle holdninger til det frie, personlige valg og den bedst mulige skolegang fra livet en stund, ja, så har man en situation, hvor lettere drastiske metoder må tages i brug. Virkeligheden er, at for mange børn fra udsatte boligområder i dag kommer i børnehave og skole uden at kunne tale ordentligt dansk, og at et for stort antal medborgere lever isoleret fra den øvrige del af befolkningen. Vil man politisk ændre på disse omstændigheder, er der ikke andet at gøre end det, et bredt flertal nu er blevet enig om: at tvinge børn fra udsatte områder i etårsalderen i vuggestue. Om straffen – fratagelse af børnechecken, hvis ikke forældrene afleverer børnene 25 timer om ugen i det såkaldte læringstilbud – muligvis er ulovlig, som en jurist har gjort gældende, må man få afgjort. Midlet er, omstændighederne taget i betragtning, det rigtige.
Som det fremgår af dagens avis, får udspillet blandt andet støtte fra en daginstitutionsleder i Odense-bydelen Vollsmose, et af de udsatte boligområder. Planen vil være en gevinst for børnene, fordi deres sproglige indlæring af dansk bliver bedre, lyder det.
Hvad der gavner børnene bedst, må her veje tungere, end hvad forældrene måske formår at tilbyde dem, og det kan aldrig være i børnenes interesse ikke at kunne dansk, når man er bosat i Danmark. Derfor er det også helt afgørende for udspillets langtidsholdbarhed, at personalet i de pågældende vuggestuer er det bedst mulige, samt at man får en god dialog med forældrene, så de også ser mulighederne for deres børn i det og ikke fokuserer på tvangsaspektet. Det er nyt, at staten blander sig så meget i børnenes opdragelse, så man skal være yderst opmærksom på, om udspillet får den ønskede effekt. Men bundlinjen er, at jo mere dansk børnene kan, inden de begynder i børnehave og skole, jo bedre for dem selv.