Prøv avisen
Leder

Herrens veje – og vildveje

Lækker form dækker ikke over DR-satsnings vrangbillede af tro

Der er meget godt at sige om ”Herrens Veje”, hvis første sæson sluttede i aftes. Men alt det gode har med form og æstetik at gøre: flot fotografering, glimrende skuespil, smuk lydside.

Går man til indholdet, var seriens første sæson skuffende. Og der er intet, der tyder på, at det bliver bedre med anden sæson. Det største problem ved ”Herrens Veje” er nemlig, at den fremstiller troende mennesker som nærmest vanvittige. Skulle der i anden sæson snige sig en enkelt biperson med et jordnært og udramatisk trosliv ind, kan han eller hun dårligt ses som andet end undtagelsen, der bekræfter DR-reglen om, at troende er en slags krøblinge i vrangforestillingernes vold.

Serien har fået massiv mediedækning, men det er et åbent spørgsmål, om den er blevet diskuteret særlig meget blandt landets mange sognebørn – alle dem, der kender dansk kirkeliv indefra, og som umuligt kan få billedet af folkekirken fra ”Herrens Veje” til at stemme med virkeligheden. For muslimer og buddhister, hvis tro også repræsenteres i serien, må det ligeledes være svært at se koblingen til de faktiske forhold i religions-industrien.

Det er derfor nærliggende at konkludere, at serien slet ikke handler om tro, men om alt muligt andet: utroskab, psykisk sygdom, faderkomplekser, magtvilje og kernefamiliens sammenbrud.

Med andre ord: et klassisk DR-drama. Og det er fint nok, for så vidt som alle licensbetalere kan have svært ved at få familielivet til at fungere, og som sådan kan spejle sig i ”Herrens Veje”.

Men måske vil folk ikke have et spejl af deres eget liv i en serie, der påstår at handle om tro? Mange faldt i hvert fald fra efter de første afsnits prisværdige ansatser til at tage troen alvorligt og repræsentere den på nye måder. Da det hele blev køkkenvaskrealisme og kernefamiliekvababbelser – serveret i lækre billeder, bevares – fandt en del noget andet at lave. Det er måske også en lære at tage med videre.

Tilbage står, at en serie som ”Herrens Veje” umuligt kunne være produceret i andre verdensdele. Dels fordi vi hertillands er heldige med at have en stærk public service-institution, der med denne serie på mange måder lever op til kravene. Ambitionerne og store dele af udførelsen fejler intet. Dels fordi man andre steder i verden har en noget mere nuanceret opfattelse af troende mennesker end den, der kommer til udtryk i ”Herrens Veje”.

Folkekirken skal derfor holde sig langt væk fra underdanig omfavnelse af DR’s nye interesse for kirke og tro, eller konkludere at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, og at ”Herrens Veje” derfor er god for ”butikken”.

Folkekirken kan sagtens selv og langt bedre end andre institutioner vise, at Herrens veje er uransagelige. DR’s veje er i hvert fald ikke.