Litteraten Georg Brandes og det moderne gennembrud er et af de mest omdiskuterede punkter i dansk historie. Igennem et århundrede er perioden igen og igen blevet formidlet i skoler og bøger som et heroisk opgør med en nationaltsindet kristen kultur, der repræsenterede lukkethed, forstillelse og intolerance. Men det er langtfra nogen objektiv skildring, og der findes gode argumenter for det modsatte synspunkt, som man kan læse om i Kristeligt Dagblad i dag. Her behandles en ny bog, ”Konfliktzonen Danmark”, der gengiver kampe om fortolkningen af den danske historie i de seneste 200 år.
Diskussionerne om DR’s gengivelse af danmarkshistorien, og i særdeleshed 1864-krigen, er begge udtryk for tidens ideo-logiske debat om fortiden. Ikke mindst kristendommens historiske betydning for samfundsudviklingen er en varm kartoffel i disse år, ligesom den var for Brandes i slutningen af 1800-tallet. Så varm, at den indgår i den nuværende regerings værdigrundlag. Ikke bare blandt politikere, men også blandt intellektuelle er der i disse årtier en ny åbenhed for, at vore egne åndelige rødder kan have spillet en positiv rolle for landets udvikling. Det er tiltrængt efter en lang periode domineret af historieskrivning, der har været fordomsfuld over for tradition og religion.
Den politisk brug af historien har fået megen kritik. Men den er ikke i sig selv et onde. Den lange afnazificering af Tyskland har for eksempel været en ideologisk brug af historien, der var nødvendig. Selvom der er grelle eksempler på, at historien er blevet misbrugt politisk, er det mere realistisk at håbe på en sund politisk brug af historien end slet ingen politisk brug af historien.
Udgivelsen om danske historiekampe er en påmindelse om, at historien ikke udvikler sig med den nødvendighed, som mange filosoffer og historikere i tidens løb har ment. Værdikonflikterne kunne have fået et andet udfald. Over lange stræk har historieskrivningen hertillands været præget af den opfattelse, at historien var nødt til at bevæge sig i en bestemt retning. Værst var det marxistiske historiesyn, at udviklingen blev drevet frem af to klasser, der var nødt til at strides.
Men i dag er noget anderledes. Historiens endemål er væk. Det giver en vis åbenhed i den historiske samtale, og i forlængelse heraf er historikerdebatter ikke så forudsigelige i disse år, som de var engang.
Et centralt spørgsmål er nu: Kan mennesker undvære en retningsbestemt historieforståelse? Vi skaber i hvert fald hele tiden nye. Der findes i dag en udbredt forestilling om, at vi vil udvikle os mod et stadigt rigere og mere velfungerende samfund. Men tanken om velfærd som historisk udviklingsmål kan let lide et knæk hen ad vejen. Et solidt historiesyn må nødvendigvis inddrage et nuanceret blik på de åndelige rødder, som Georg Brandes og de kulturradikale dæmoniserede for 150 år siden, hvilket vores historiefortælling har været bundet af indtil for relativt nylig.