Prøv avisen

Hjælp til døende

Danmark halter langt bagefter i hjælpen til uhelbredeligt syge

Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.

Selvom etableringen af flere hospicer i snart 20 år har været et indsatsområde fra politisk hold, afslører en stor international undersøgelse med ubarmhjertig klarhed, at Danmark ligger langt nede på en liste, der måler forskellige landes kvalitet i hjælpen og lindringen til uhelbredeligt syge. Blandt 40 deltagende lande kan det kun blive til en 22.- plads i undersøgelsen, der er udarbejdet af Economist Intelligence Unit. Det betyder, at Danmark er placeret markant dårligere end lande, vi normalt sammenligner os med.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) kalder resultatet nedslående og lover, at antallet af sengepladser på hospicer skal kraftigt i vejret. Meldingen er velkommen, men synspunktet er på ingen måde af ny dato. Forud for deres magtovertagelse gav de nuværende regeringspartier også udtryk for, at der skulle bygges langt flere hospicer. Det er ved at være ni år siden.

Udviklingen står ikke helt stille. Alene i år åbnes tre nybyggede hospicer, hvortil kommer udvidelser af de eksisterende. Men det vil langtfra være nok til at efterkomme behovet eller bringe vort land op på et acceptabelt niveau internationalt. Der skal grundlæggende holdningsændringer til.

Fokus på lindring og hjælp til uhelbredeligt syge kom sent til Danmark. Syge- og sundhedssektoren er stadig som alt overvejende hovedregel indrettet på at bekæmpe og helbrede sygdomme, mens der samlet set er forsvindende lidt opmærksomhed på døende patienter i deres livs sidste tid. Det gælder i tildelingen af bevillinger, den fysiske indretning af de enkelte institutioner og ikke mindst i uddannelsen af personalet.

Langt hovedparten af de ansatte, der arbejder i sundhedsvæsenet, er i kontakt med døende mennesker. Derfor er det rystende at høre, at vi herhjemme stort set ikke underviser personalet i de nødvendige kompetencer til plejen af uhelbredeligt syge.

Der er behov for flere hospicer. Der er også brug for flere hjemmehospiceordninger. Men behovet vil aldrig kunne imødekommes helt og fuldt. Hovedparten af os vil dø i tilknytning til sundhedsvæsenets almindelige tilbud. Derfor må der også sættes ind med en faglig opkvalificering af det almindelige syge- og sundhedspersonale for at give langt flere døende mulighed for en værdig død.

Ud over de indlysende grunde til at forbedre plejen af døende, er der også samfundsmæssige argumenter for det. Mange patienter vil kunne flyttes fra dyre hospitalssenge. Men det vigtigste er, at det ikke klæder et rigt samfund som det danske, at det skal være så svært for uhelbredeligt syge at tilbringe den sidste tid i rammer med omsorg og tryghed.