Prøv avisen
Leder

Hjemmet som projekt er et symptom på, at vores identitet ikke giver sig selv

Af Anders Ellebæk Madsen, Redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Tidens store fokus på hjemmet er problematisk

Hjemmet er genstand for stor interesse i disse år. Boligprogrammer trækker seere som aldrig før. Vi bor i større huse og lejligheder, og vi flytter oftere og skaber nye hjem flere gange i løbet af et liv end tidligere. De skandinaviske befolkninger er blandt dem, der flytter hyppigst i verden.

Udviklingen, der for tiden behandles i en række artikler i Kristeligt Dagblad, er på mange måder positiv. Den afspejler, at vi har haft succes med at skabe anstændige boligforhold for de fattigste, ikke mindst for arbejdere, som for få generationer siden var bundet til lejligheder i baggårde, hvor solen ikke nåede ned. Hjemmets udvikling viser i et større perspektiv almuens lange vandring mod velfærd. Den kan man kun glæde sig over. Mon ikke også det bidrager til den høje grad af lykke i Norden, at så mange har mulighed for at indrette sig, som de vil?

Men den store optagethed af hjemmet er også symptom på en mere tvivlsom udvikling. Selvom mennesker altid har været optaget af at præsentere deres bolig så godt som muligt for andre, er der alligevel noget nyt i den iscenesættelse af hjemmet, vi har i dag. De mange boligprogrammer på tv dækker helt konkret over, at man på store tv-kanaler har lavere ambitioner om at give danskerne stof, der rummer debat om samfundet eller kulturen. Samtale om livsstil har vundet frem på bekostning af samtale om livsindhold. Det er blevet lettere at forpuppe sig i en verden af forbrug og upolitisk småsnak, hvis man ikke er typen, der selv opsøger tanker, som kan udfordre de nære sysler. Men man kan blive så optaget af det nære og hjemlige, at man glemmer det offentlige fællesskab for slet ikke at tale om den internationale dimension.

Historikeren Frank Trentmann, der har skrevet forbrugerismens historie, mener, at genstande er blevet vigtigere for os, fordi vi har fået en mere omskiftelig identitet. I en tid, hvor vi tiere udskifter bopæl, kone, job – og for nogle køn eller seksualitet – søger vi ydre markører på, hvem vi er. Vores genstande minder os om, hvem vi er. Vi husker gennem de ting, vi kan tage op i hånden og bruge til at tænke tilbage på, hvem vi engang var.

Det gælder også hjemmet. I tidligere tider havde man en identitet, der var fastlagt fra fødslen af, for eksempel som bonde. Livsforløb og bolig fulgte som regel den identitet. Men i dag skal vi gennem valg afgøre, hvem vi vil være. Vi vælger, hvem vi vil være gennem det hjem, som vi stiller til skue for andre og for os selv.

Hjemmet som projekt er et symptom på, at vores identitet ikke giver sig selv, som den har gjort for utallige generationer, der gik gennem livet uden at kunne vælge særlig meget. Ingen ønsker sig tilbage til tider uden valg. Men den store valgfrihed overlader hver af os med et identitetsprojekt, der kan være svært for mange, ikke mindst for dem, der har færrest ressourcer. Derfor er der grund til at stille sig skeptisk over for en kultur, der overgør hjemmet som præsentation af, hvad vi gerne vil ses som.