Siden den markante konservative højesteretsdommer Antonin Scalias død i februar sidste år har dennes sæde i den overordentlig magtfulde domstol stået tomt, fordi USA’s højesteret er blevet skueplads for et usmageligt politisk slagsmål. Et slagsmål, der risikerer at bære endnu mere brænde til bålet i et amerikansk samfund, der i forvejen er ramt af dyb splittelse og politikerlede.
Republikanerne blokerede i Senatet for den nu tidligere demokratiske præsident Barack Obamas nominerede til posten, Merrick Garland, ved overhovedet at nægte ham en høring. Det gjaldt for dem om at få udskudt den nye dommers tiltrædelse til efter præsidentvalget i november, fordi de ville forhindre, at stemmevægten i domstolen forskubbede sig i liberalt favør. Nu, da Obamas republikanske afløser, Donald Trump, har nomineret Neil Gorsuch til det høje embede, er hævnens time kommet for Demokraterne, som på lige så destruktiv vis vil gøre alt for at hale godkendelsesprocessen i langdrag.
Både Garland og Gorsuch er ellers yderst kompetente dommere, som bliver rost for deres juridiske tæft. Men det er ikke deres faglige evner, som er afgørende her. Det afgørende er, at USA’s højesteret er en helt anderledes politisk magtfaktor end den danske højesteret, fordi den kan blokere for love, som den skønner er i strid med forfatningen. Et flertal i dommerkollegiet kan altså på aktivistisk vis udvikle lovgivningen og dermed få en unik – og også udemokratisk – indflydelse på det amerikanske samfunds indretning, hvilket har gjort domstolen til en kontroversiel politisk kampplads. Noget, den kommende højesteretsdommer selv har kritiseret, da han i et essay i 2005 angreb de liberale kræfters besættelse af at bruge domstolene til at formulere politik.
Gorsuch er en dommer, der sætter religionsfriheden og selve forfatningens ordlyd fra 1787 over alt andet, og som opfatter forfatningen som et redskab til at begrænse forbundsstatens magt, hvilket næppe vil gavne Trump, den dag hans kontroversielle indrejseforbud for muslimer fra syv lande kommer for højesteret.
Men Donald Trumps nominering af den konservative Gorsuch er alligevel helt i tråd med et af hans mest centrale valgløfter. Mange katolske og evangelikale vælgere har netop angivet højesterets fremtid og herunder kampen mod abort som altafgørende for, at de stemte på Trump. Ved at nominere en så anerkendt og tilmed protestantisk jurist til højesteret får den nye præsident også beroliget sine interne kritikere i Det Republikanske Parti, som med tiltagende bekymring har iagttaget hans tromlende og kontroversielle måde at styre sit magtfulde embede på.
Demokraterne skal leve op til deres ansvar som opposition, men gør også klogt i at give Gorsuch en fair behandling i Senatet. Stemningen er mange steder på kogepunktet efter Trumps første to uger i Det Hvide Hus, og Kongressen er præget af så indædt partipolitisk mistro, at den næppe kan løfte sin opgave med at udføre en effektiv parlamentarisk kontrol af præsidenten. Derfor har USA brug for en højesteret, der kan handle, og dommere, der tager deres embede alvorligt.