Prøv avisen
Leder

Højt spil om Jerusalem

Trump kan rokke ved vigtig status quo i den hellige by

Donald Trump ynder at iscenesætte sig som en ukonventionel og modig leder, der kalder en spade for en spade, tør tage livtag med selv de mest komplicerede og følsomme emner, og som taler den elitære politiske korrekthed midt imod. Med anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad kan det dog være, at den amerikanske præsident er kommet ud, hvor han ikke kan bunde. Som hellig by for de tre monoteistiske verdensreligioner er Jerusalem den gordiske knude i konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, som der først for alvor kan indledes realitetsforhandlinger om, når alle andre knaster i en endelig fredsaftale er høvlet af.

Både kristne, jøder og muslimer har derfor i årtier været stærkt optagede af trods alle spændinger at bevare den nuværende status quo, som muliggør i det mindste en form for tålelig hverdag omkring de hellige steder som Gravkirken, Tempelbjerget og Grædemuren. Denne status quo rokker den amerikanske præsident nu på en stærkt risikabel og bekymrende måde ved, fordi han for at tækkes sit bagland har et udtalt behov for at indfri et af sine mest centrale valgløfter om, at det skal være slut med at ”behandle Israel som andenrangsborger” og flytte ”den amerikanske ambassade til det jødiske folks evige hovedstad, Jerusalem”.

Selvom flyttekasserne ikke bliver pakket i morgen, kan hans beslutning én gang for alle ødelægge USA’s ry som en ærlig mægler i Mellemøsten. For som pave Frans påpegede i går, sikrer status quo i Jerusalem, at alle troendes rettigheder i Den Hellige By som en dialogens og fredens by bliver respekteret. Ved ensidigt at gå den israelske regerings ærinde risikerer Donald Trump at sætte ild til en krudttønde, og – som en palæstinensisk diplomat sagde i går – give dødskysset til den tostatsløsning, som det internationale samfund i årevis har arbejdet for.

Men det er også værd at bemærke, at tostatsløsningen i forvejen har lignet en utopi de senere år. Som Trump-regeringen har påpeget, har alle de hidtidige bestræbelser på at få fredsprocessen genoplivet ikke virket. Hver gang en endelig fredsløsning har været inden for rækkevidde, er den strandet på parternes stædighed og det tilsyneladende uløselige problem om netop Jerusalems fremtidige status, hvor palæstinenserne insisterer på Østjerusalem som deres hovedstad. Et ønske, der er blevet stadig fjernere i lyset af de israelske bosættelsesudvidelser, som amerikanerne også burde lægge vægt bag at få stoppet fremfor kun at sætte palæstinenserne pistolen for panden ved at skabe nye kendsgerninger.

Donald Trump er en spiller, der er besat af at vinde, og som har lovet ”den ultimative aftale” om fred – og faktisk fået skabt momentum ved at inddrage arabiske stormagter i processen. I et konfliktfyldt område som Mellemøsten er det ofte den rå magt, der tæller, og måske er det denne provokation, der skal til, for at USA kan tvinge de stridende parter til forhandlingsbordet igen. Ensidige skridt er ikke vejen frem. Det er kun gennem dialog, der kan skabes fred, og nøglen hertil ligger i Jerusalem.