Prøv avisen
Leder

Hollands triste forlig med døden

Det er ikke samfundets opgave at slå mennesker ihjel. Punktum

I debatten om aktiv dødshjælp hævdes det indimellem, at glidebaneargumentet er slidt ned. At det er useriøst at hævde, at bare fordi man tillader aktiv dødshjælp for de allermest lidende patienter, åbner man samtidig for en glidebane, hvor hjælpen gradvist vil blive tilbudt stadig større grupper af mennesker, selvom de kun skulle have få skavanker. Ja, at man i sidste ende vil få statslige selvmordsklinikker, som alle efter eget ønske kan benytte sig af, uanset om de fejler noget eller ej. Til dem, der afviser det argument, kun ét råd herfra: Nærlæs interviewet med den hollandske praktiserende læge Marianne Dees, som blev bragt i Kristeligt Dagblad i går.

Lægen har den sympatiske grundholdning, at læger principielt kun skal tilbyde smertelindring, og hun gør sit yderste for, at ingen vælger dødssprøjten. Men: Hvis patienten alligevel kan overbevise hende om, at lidelsen er ubærlig, så ”stopper det der”. Marianne Dees kalder chokerende ærligt sig selv for ”morder”, men hun er det med systemets velsignelse.

Holland har indgået et trist forlig med døden. Det går ud på, at den ikke længere betragtes som menneskets største fjende, sådan som ellers både menneskehedens lange historie og de store monoteistiske religioner har tilsagt i årtusinder. Dødens bidrag til forliget er, at den så til gengæld ikke vil vise sit grimme ansigt helt så ofte og helt så åbent. Mennesker skal ikke mere hænge sig, springe ud fra højhuse, broer eller foran tog. De skal lægge sig ind i en seng, og så vil lægen give dem den stille sprøjte. Og dødens bedste argument? At den har folket på sin side. Herhjemme som i Holland er der massivt flertal for aktiv dødshjælp, viser meningsmålingerne. Den primære forskel på de to lande synes derfor at være lægernes og lovgivernes holdning til fænomenet. I Holland går de ind for aktiv dødshjælp, mens de i Danmark fortsat holder stand mod folkestemningen.

Det giver sig flere tankevækkende udslag. For eksempel i definitionen af sikkerhed. I Holland handler sikkerhed om at sikre læger mod retsforfølgelse. I Danmark har diskussionen indtil nu mest handlet om sikkerheden for patienterne, det vil sige, at man ikke kommer til at slå nogen ihjel, som faktisk gerne vil leve videre. Den holdningsforskel har ført til flere uhyrligheder i Holland, jævnfør beretningen om den demente kvinde, der måtte ”holdes nede”, mens hun fik sprøjten.

Argumentationen for, at det nogensinde kan være en stats opgave at slå ihjel, begynder ved den uhelbredeligt lidende, som fysisk ikke er i stand til at begå selvmord. Men den ender desværre, som det hollandske eksempel viser, langt nede ad slidsken, hvor man beder staten om at føre sprøjten, selvom man i praksis godt kunne tage livet af sig, hvis man ville. Undskyld, men det kan aldrig være statens opgave at slå mennesker ihjel. Kun at lindre smerter. Punktum.