De seneste dages voldsomme og voldelige konfrontationer mellem studenteroprørere og politi i den tidligere britiske kronkoloni Hongkong er til at tude over. Det begyndte som en bred folkelig protest mod den politiske leder Carrie Lam, der med god ret ses som en marionet for det kinesiske regime. Efter flere måneders protester blev et kontroversielt lovforslag om udlevering af borgere fra Hongkong til Kina trukket tilbage i september, men det var ikke nok til at dæmpe bekymringen for Kinas indflydelse.
Oprørerne fremsatte siden en række konkrete krav: De vil ikke kaldes oprørere, fordi det i sig selv kan medføre op til 10 års fængsel at blive dømt som oprører. De kræver, at anholdte demonstranter løslades, at Carrie Lam træder tilbage, at der nedsættes en uafhængig kommission til at undersøge politiets optræden, og at der indføres direkte valg af alle medlemmer af Hongkongs parlament.
Med andre ord er det i høj grad blevet til en konflikt om konflikten. Tre af kravene handler direkte om konsekvenserne for de involverede. Og ja, det er horribelt, hvis tusindvis af oprørere skulle ende med hver at få 10 års fængsel for deres protester – i hvert fald så længe, det ikke har ført til dødsfald eller fysiske skader på andre mennesker. Det triste er imidlertid, at volden har givet myndighederne flere argumenter for at opskalere konflikten. Netop myndighederne bærer hovedansvaret for, at det er kommet så vidt med volden, og burde imødekomme de protesterende hurtigst muligt.
Den store risiko er, at Kina går direkte militært ind i konflikten, som de indtil videre har holdt sig fra at gøre. Kineserne har forhåbentlig stadig i erindring, hvor ødelæggende for Kinas internationale omdømme det var at nedkæmpe demokratibevægelsen på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Ligesom landet ikke har interesse i at provokere verdenssamfundet midt i en international handelskrig. Der er bare ingen garanti for, at det ikke kunne ske senere.
Hongkong er nu knapt halvvejs på den tidsrejse, der fra Storbritanniens afståelse af kolonien i 1997 skal føre til en total indlemmelse i Kina i 2047. Det er det triste perspektiv, men man kan håbe, at det trods alt lykkes de syv millioner Hongkong-borgere at bevare og udvikle demokrati og frihed – med fredelige midler. Et studie fra den amerikanske forsker i folkelige oprør og demonstrationer professor Erica Chenoweth fra Harvard Universitet viste i 2011, at chancen for at opnå varige demokratiske forandringer og rettigheder er langt større ved fredelige aktioner end ved voldelige. 300 af disse aktioner fra 1900 til 2006 indgik i studiet. 53 procent af de fredelige oprør og demonstrationer førte til forandringer. Hvorimod kun 26 procent af de voldelige opnåede det samme. Dertil fandt hun en såkaldt 3,5-procent-regel – hvis man kan få mindst 3,5 procent af en befolkning med i en protest, er den næsten sikker på at føre til forandringer.
Alene udregnet efter Hongkongs folketal, nåede man i sommer langt over de 3,5 procent, da mellem en og to millioner indbyggere gik på gaden. Det kunne man håbe, at de ville gøre igen, så det ikke længere alene skulle være en konflikt mellem politiet og nogle få tusinde studerende. Volden i det opgør har kun fået oprøret til at køre af sporet.