DET FOREKOMMER overilet, når tidligere fagforeningsformand for Metal Georg Poulsen foreslår, at de store euro-ja partier, Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti, forener deres kræfter for et ja og her i slutspurten før folkeafstemningen går sammen i en fælles kampagne, der skal overbevise danskerne om, at et ja til euroen ikke er ensbetydende med en afskaffelse af folkepensionen! Det mener Socialdemokratiets ordførende kampagneleder, socialminister Henrik Dam Kristensen, at det er lykkedes nej-siden at overbevise (for) mange om. Derfor er han lydhør over for ideen om at indgå i en fælles kampagne med de to store oppositionspartier. Også Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen, er positiv over for forslaget, som han kalder en »musketér-ed«. De tre musketerer er så S, V og K, og eden, de skal aflægge, er en skriftlig garanti for, at folkepensionen ikke forringes med et ja til euroen. Hans egen partiformand, Anders Fogh Rasmussen, er mere skeptisk. Han mener ikke, forslaget kan gennemføres, når ikke alle vil være med. Og det vil de konservative ikke. Vel mener partiet, at det er vigtigt at få budskabet ud, men den konservative Lene Espersen tilføjer nok så besindigt, at hun mener, at Det Konservative Folkeparti er det parti, der er bedst til at overbevise de konservative tvivlere. Og deri rammer hun ind i sagens kerne. For det er først og fremmest tvivlerne, som partierne skal have fat i, og dem har både Venstre og Socialdemokratiet stadigvæk mange af blandt deres vælgere. Men det er svært at se, hvad der får fremtrædende politikere i de to partier til at mene, at de sammen skal kunne overbevise tvivlerne. Skulle Socialdemokratiets ledere lettere kunne overbevise Venstres tvivlere end Venstres ledere? Alliancer er ikke ukendte i dansk politik. Problemet med alliancer er blot, at de ofte er med til at skabe et mere eller mindre virkeligt fjendebillede, og de to partier - landets største - får på længere sigt et troværdighedsproblem, hvis de indgår i alliance mod deres egne respektive partiers tvivlere. De tvivlere, der jo nødig skulle komme i tvivl om, hvor krydset skal sættes ved et kommende folketingsvalg. I det hele taget er det besynderligt, at netop de to partier offentligt diskuterer en skriftlig garanti på noget som helst efter farcen om statsministerens efterlønsgaranti, hvor Socialdemokratiet dummede sig, og Venstre frydede sig. Forslaget virker som en hovsa-løsning, der i sidste øjeblik trækkes frem og - uanset om det vedtages eller ej - efterlader en panik-stemning, som ingen seriøs kampagne og debat kan være tjent med. miep