Kristeligt Dagblad mener: Husk de fattigste ældre

Vi kan ikke byde pensionister at leve økonomisk låst

Vi hører tit om de velstillede ældre. Flere er millionærer end nogensinde. De rejser mere, og de nyder livet. Der har været en velstandsstigning, og den skal vi glæde os over. Men den gælder ikke alle.

Der findes folkepensionister, som ikke har råd til meget andet end det mest nødvendige. Nogle ældre i plejeboliger bruger alle deres penge på kost og logi, som Kristeligt Dagblad i går kunne fortælle. Det skyldes, at plejeboliger er så dyre, at der ikke er noget tilbage af folkepensionen, når beboerne har betalt for at spise og bo på deres institution.

Og så ender de i en situation, hvor det hele bliver trangt. Da fattigste folkepensionister kan have svært ved at finde penge til frisøren. En gave til et barnebarn kan blive en luksus, man ikke kan tillade sig. Og de kan ikke spare op til noget, de drømmer om, sådan som de fleste andre danskere kan.

Det må give en stærk følelse af at være livsbegrænset. Mennesker, der igennem et helt liv har kunnet vælge, hvordan de vil leve, sidder nu i livets aftenstund uden at kunne vælge noget. De har ikke de muligheder, som de gennem et langt liv har haft i et samfund som det danske. Mange er ikke så mobile mere. Nogle har ikke mange sociale kontakter. Og den sidste frihed til at vælge, hvad man vil bruge sine penge på, er nu også forsvundet.

For netop den generation af ældre, der har bygget velfærdssamfundet, skal vi ikke stille os tilfredse med, at de skal føle det som frås at gå til frisøren. Men det er faktisk, hvad mange ældre gør. For det er en nøjsom generation, der ikke vil kræve for meget.

Så andre må råbe op på vegne af denne svage gruppe af ældre. Og hellere nu end senere. For problemet vil ikke blive mindre de nærmeste årtier, hvor der bliver flere på overførselsindkomst og færre til at betale skat, fordi antallet af danskere i pensionsalderen vil være stigende.

Det er et udbredt problem, at ældre simpelthen ikke har råd til de boliger, som kommunen anviser. Alt efter hvor stor en lejlighed er, kan kommunen kræve priser på op til 10.000 kroner eller mere. Problemet er, at der i de seneste 15 år er bygget for store og dyre plejeboliger. Derfor er huslejen for plejeboliger blevet for høj for en del ældre. Men der må kunne bygges plejeboliger til under 7000 kroner om måneden.

Det er i sidste ende et spørgsmål om politisk vilje at skabe bedre muligheder for de mest udsatte ældre, der kun har en folkepension at leve af. Snart må det være Arnes tur, lød det under regeringens valgkamp. Måske når Arne at flytte i en forarmende plejebolig, før det bliver hans tur.

Danmark er et rigt land. Velfærdsstaten har gjort enorme fremskridt for blandt andre ældre, der gennemgående har det bedre, end ældre har det andre steder på jorden. Det er der grund til at være taknemmelig for, men samtidig må vi spørge, hvad vi ville ønske for vore egne mødre og fædre, hvis det var dem, der havnede i plejebolig uden mulighed for at købe julegaver.