I Danmark har vi været heldige at undgå de værste corona-scenarier, og det skyldes ikke mindst rettidig omhu fra politisk hold. Man har bremset smittespredning ved at lukke samfundet ned, selvom det har store økonomiske konsekvenser. Man har været klar til at betale prisen for at passe på landets svageste.
Der findes dog ikke nogen måde, hvorpå man kan undgå ofre, når store globale epidemier breder sig. Men mange ofre for coronakrisen ses ikke på de daglige statistikker over coronadøde.
Der begås vold mod kvinder over hele verden. Det sker endnu mere i en tid, hvor coronaepidemien tvinger folk til at blive hjemme og leve tættere på familien, end de plejer. FN anslår, at der globalt er en stigning på 30 procent i henvendelser til krisecentre for voldsramte kvinder, som det kan læses i Kristeligt Dagblad i dag. Og det er ikke kun i meget patriarkalske kulturer. Også i Danmark har man registreret, at markant flere kontakter de krisecentre, der hjælper voldsramte kvinder.
Også hjemmegående børn mærker krisen på kroppen. Hvis man er født i en voldsparat familie, falder der flere tæsk i en tid, hvor spændinger i hjemmet øges. Både i Danmark og internationalt har vold mod børn været en af grundene til, at man har presset på for at få åbnet børnehaver og skoler. Og i fattigere dele af verden oplever de yngste andre følger, som gælder de helt grundlæggende behov i livet. Ifølge FN mangler 320 millioner børn i øjeblikket et solidt måltid mad hver dag, fordi deres skoler er lukket for at undgå smittespredning.
Frem for alt er det velkendt, at økonomiske kriser koster menneskeliv. Det har forskere dokumenteret tidligere, når recessioner har ramt hårdt. Det tyske dagblad Die Welt anslog forleden, at mellem 35 og 65 millioner mennesker globalt vil blive kastet ud i radikal fattigdom af en type, der kan være livstruende, som følge af den nuværende økonomiske krise. Det er muligvis flere mennesker, end der kommer til at dø af selve virussen, skriver avisen. Disse mennesker dør i fattige lande langt væk, og deres død i en fattig del af en asiatisk millionby vil ikke blive registreret af mange. Deres udsathed følger den logik, der ligger i dybe kriser: De svagest stillede mister først deres job og levebrød, mens middelklassen som regel har bedre forudsætninger for at holde skindet på næsen.
Denne logik ved kriser og epidemier er ubarmhjertig. Men det ville være forhastet at konkludere, at det er forkert af en europæisk regering at tage de nødvendige forholdsregler for at passe på landets borgere. Det er en basal opgave for en stat at beskytte sine svageste.
Det kan give god mening at begrænse den økonomiske vækst, fordi det enkelte liv, der kan reddes, har ukrænkelig værdi. Men man må bare være redelig nok til at erkende, at det også koster menneskeliv, hvis man vælger at gå ind i en økonomisk krise for at undgå mange lokale coronadøde. De økonomiske ofre dør bare langt væk og er mindre synlige i verdens medier.