Da Kristeligt Dagblad tidligere på ugen stillede en række elever på A.P. Møller Skolen i Slesvig og Deutsche Schule Tingleff i Tinglev spørgsmålet ”er du tysk eller dansk?”, fremgik det tydeligt af svarene fra de 14-18-årige unge, at identiteten blandt mindretallenes unge syd og nord for grænsen er blevet mere flydende. Den 16-årige Anton Rohrmoser fra Slesvig svarede, at det er ”svært at definere”. Han er mere dansk, når han er hjemme i Tyskland, mens det tyske kommer frem, når han er i Danmark. Hans svar har i årtier været standardsvaret for unge sydslesvigere, der ubesværet kan skifte mellem to kulturer og sprog. Men som mandagens artikel også viste, føler flere unge sig tyske og taler mest tysk, selvom de går på en dansk mindretalsskole, ligesom det tyske mindretals elever primært føler sig danske og taler sønderjysk. Det er ingenlunde et nyt fænomen. I Sydslesvig er dansk mange steder et rent institutionssprog, og lige siden begyndelsen af 1990’erne har der jævnligt været ført intense lokale debatter, når mindretallets gymnasieelever har udtalt, at de primært opfatter sig som europæere eller (syd)slesvigere, ikke nødvendigvis som danskere.
De senere år er udviklingen dog blevet kraftigt accelereret af en stigende individualisering og fremkomst af en multikultur, hvor dyrkelsen af en dansk-national identitet syd for grænsen og idéen om en særlig tilknytning til ”moderlandet” er kommet under stigende pres.
Det vigtigt at diskutere de udfordringer, dette indebærer for de dansksindede sydslesvigere, som daværende statsminister Niels Neergaard ved grænsedragningen i 1920 lovede, at ”de skal ikke blive glemt”. Dette altafgørende løfte om, at Danmark vil tage vare på det danske mindretals interesser, står stadig ved magt og udmønter sig helt konkret i den halve milliard kroner i årlig støtte til mindretallets skoler, foreninger og institutioner. Men den støtte vil kun kunne overleve og nyde fortsat fremme på Christiansborg, hvis der vitterligt bliver ved med at være dansksindede syd for grænsen. Og her må den gamle læresætning om, at ”mindretal er den, som vil”, fortsat være gældende.
For da Danmark og Tyskland blot 10 år efter Anden Verdenskrig og Besættelsen i 1955 sikrede hinandens nationale mindretal mod diskriminering med de visionære København-Bonn-erklæringer, blev det én gang for alle fastslået, at sindelagskontrol hører fortiden til i et område, der engang blev kaldt ”Danmarks blodigste jord”, og som siden har været et europæisk forbillede for forsoning.
Herefter står det enhver frit for at vælge, hvilken kultur man vil tilhøre, uden at myndighederne kan sætte spørgsmålstegn ved dette. Det betyder også, at folk frit kan sende deres børn i mindretallets attraktive skoler, hvis de samtidig melder sig ind i den danske skoleforening, ”bekender sig til det danske mindretal og er bekendt med, at sproget i foreningen og dens institutioner er dansk”, som det hedder i en brochure. Men en brochure er næppe nok.
Som kulturminister Mette Bock (LA) og Flensborg Avis’ chefredaktør, Jørgen Møllekær, så rigtigt påpeger i dagens avis, risikerer mindretallet at blive udvandet eller forsvinde helt, hvis der ikke bliver stillet langt tydeligere krav til forældrene. Dansk sindelag og identitet syd for grænsen har intet med nationalromantik eller blodets bånd at gøre, men handler først og fremmest om aktiv deltagelse og om at dyrke det danske sprog og kulturliv. For sproget er altafgørende for mindretallets overlevelse og den fortsatte danske velvilje til at støtte Sydslesvig.