”De skal ikke blive glemt!”. I næste måned er det 100 år siden, at daværende Venstre-statsminister Niels Neergaard ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke ”på hele det danske folks vegne” udstedte dette historiske løfte til de titusinder af dansksindede, der ved den fredelige grænsedragning var blevet efterladt som et mindretal syd for den nye grænse. Dette altafgørende løfte om, at Danmark vil tage vare på ”dem, der blev tilbage”, da Sønderjylland igen blev en del af Danmark, står stadig ved magt og bliver hvert år med en halv milliard kroner på finansloven genbekræftet, men har rent moralsk fået en noget hul klang i disse coronatider.
Således var det skæbnens bitre ironi, at grænsen faktisk blev lukket på selve 100-årsdagen for folkeafstemningen i zone 2, som definerede, hvor grænsen kom til at gå. For første gang kunne de danske sydslesvigere med tysk pas ikke rejse ind i det land, som ligger deres hjerter så nær, og det tilmed i et officielt dansk-tysk venskabsår. Dagen efter lukkede Tyskland også grænsen den anden vej. For nu gjaldt det om at træffe nogle hurtige politiske valg om at stoppe smittespredning, og det har da også vist sig at have en gavnlig effekt i pandemiens første fase.
Den fase er overstået nu, og trods de nylige mindre lempelser har grænselandets organisationer i ugevis forgæves prøvet at råbe politikerne på Christiansborg op for at gøre opmærksom på, hvor ødelæggende grænselukningen har været for det kulturelle, økonomiske og folkelige samliv på begge sider af grænsen. Et samliv, som politikerne ellers ved festlige lejligheder ynder at hylde som både enestående og forbilledeligt, og det med rette. Venstre-veteranen Bertel Haarder, der selv er opvokset på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, slog hovedet på sømmet, da han under en folketingsdebat for nylig sagde, at ”man sidder i hovedstaden og blæser på dem, der bor i grænseområderne”.
Det indtryk prøvede statsminister Mette Frederiksen (S) at imødegå, da hun på pressemødet i fredags omsider erkendte, at grænselukningen havde ramt folk i grænselandet særligt hårdt og lovede, at ”vi vil bringe normaliteten tilbage for jer”.
Det første skridt mod denne normalitet bliver at lukke tyske turister ind under visse betingelser, men det er desværre også udtryk for en rent økonomisk prioritering. Så længe man gør forskel på turister med overnatningsreservationer og naboer fra en velfungerende grænseregion med sammenlignelige lave smittetryk, kan man ikke tale om, at ”grænselandet er genforenet igen”, sådan som den radikale partileder Morten Østergaard hævdede i et tweet i fredags. Og allerede om halvanden uge kan der opstå den groteske situation, at danskere frit vil kunne rejse sydpå, hvis Tyskland som bebudet fra den 15. juni helt ophæver grænsekontrollen, mens sydslesvigere, som ikke har noget anerkendelsesværdigt formål i form af for eksempel familiebesøg, fortsat ikke kan rejse nordpå.
Det er særligt beklageligt i et genforeningsår, hvor interesseren for grænselandet aldrig har været større. Ligesom Lars Mikkelsen med storladen stemmeføring påpeger det i DR’s store genforeningsserie ”Grænseland”, så har Mette Frederiksen ved den officielle åbning af 100-året tilbage i januar understreget, at Genforeningen trækker tråde til ”hvem vi er i dag” som nation. Ifølge statsministeren er det en nation, der tager ansvar for fremtiden sammen med vores naboer. Nu mangler hun blot at bevise, at hun som sin forgænger Niels Neergaard tør sætte handling bag sine ord og løfter til ”dem, der blev tilbage”.