Prøv avisen
Leder

Husk at sige tak

Af Johannes Henriksen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Tak er et lille, vigtigt ord, som vi desværre er ved at glemme

Vi er ikke særlig gode til det. Også selvom vi godt ved, at det er vigtigt. At sige tak.

I rent sproglig forstand er tak en minimal ytring, men i eksistentiel og åndelig forstand er det blandt de allervigtigste tilkendegivelser overhovedet.

Dette års kronikkonkurrence er en hyldest til det at sige tak. Under temaet ”Tak for hjælpen” har et stort antal læsere bidraget med sørgelige, skæbnesvangre og opbyggelige for-tællinger om livets tildragelser – og om betydningen af og behovet for efterfølgende at sige tak for hjælpen.

Til det nære familiemedlem, til den fremmede, som pludselig er der, til sundhedspersonalet, hvis hjælp rakte langt ud over det skemalagte.

Evnen til at sige tak hører til livets væsentligste tilegnelser. Som børn lærer vi at sige tak for mad og tak for gaven, senere måske også tak for sidst, tak for hjælpen og tak for nu. Men det er ikke nogen selvfølge længere.

Mange børn i dag får ikke den helt fundamentale øvelse i at sige tak for de fornødenheder, venligheder eller ting, de modtager hver dag i rigelige mængder.

I en materiel overskudskultur er det, som om taknemmeligheden som dyd er blevet fortrængt. Samtidig er takken også et ritual, en social gestus, som kræver nogle fælles rammer og normer, der ligeledes er ved at forsvinde.

Men hvis vi mister evnen til at sige tak, er vi ilde stedt. Takken peger nemlig ud over os selv og slår både i det små og i det store fast, at vi så vel for det daglige brød som for vores livs indhold og fylde har andre end os selv at takke.

Hinsides det partipolitiske er vores kultur i dag præget af det urliberale motto om, at enhver er sin egen lykkes smed. Der er intet galt med ambition og virkelyst, men som livsgrundlag er solojagten på succes uden fornemmelse for det givne et fattigt foretagende.

Det er ikke tilfældigt, at mange religioner, herunder ikke mindst kristendommen, er bygget om netop taksigelse og taknemmelighed. I bund og grund er gudstjenesten en sådan øvelse i at sige tak. Til Gud og til næsten.

Kristendommens svækkelse i det hverdagslige liv har derfor også svækket vores fortrolighed med takken som livsytring, der netop skal indøves i salmer, i bøn, i praksis.

Tak er vores svar på det, der her i livet er givet os. Uanset hvor vi befinder os i livet, er der, når vi tænker os om, nok at takke for. Det skal vi blive bedre til, sammen og hver for sig, at huske på.

Til at sige tak, når vi møder den hjælp, uden hvilken vi måske ikke længere havde været til. Og sige tak for de små ting i hverdagen, som er udtryk for den gode vilje og for vores fælles menneskelighed.

Vi skal ikke gøre det, fordi det nytter noget. Men fordi det vender sindet rigtigt. Og hvem ved, måske smitter det.