Danskerne kan godt lide krimier. Og det er en passion, vi deler med mange andre folk i verden. Fortællingen om en forbrydelse, som gradvist bliver opklaret, fungerer nærmest som en form for renselse. Man kan tale om menneskets narrative begær, som drives frem mod det øjeblik på bogens sidste sider, hvor vi endelig forstår sammenhængen. Hvor vi kender sandheden.
Med virkeligheden forholder det sig anderledes. Og både ligheder og forskelle mellem fiktionens krimiverdener og virkelighedens nøgne brutalitet blev tydeliggjort, da sagen mod Peter Madsen, den såkaldte ubådssag, i sidste uge blev indledt ved Københavns Byret.
Først kom de tekniske detaljer fra anklagerens fremstilling, som ivrigt blev viderebragt og live-kommenteret af medier, der har lært at spekulere i menneskers narrative begær. Mens mediernes kapløb om de spektakulære detaljer fra retsmedicinske rapporter på alle måder er uskønt, er den store interesse for sagen – både herhjemme og internationalt – forståelig. Ekstraordinære kriminalsager har til alle tider påkaldt sig opmærksomhed, fordi de forener vores ønske om at udforske menneskesindets skyggesider med begæret efter at kende sandheden.
Hvad skete der? Hvad får et menneske til at gøre sådan noget? Hvilke forklaringer finder han på?
Dertil kommer, at sagen rummer flere forhold, som man i mangel af bedre kan kalde mytologiske. Den sandhedssøgende journalist, den mystiske opfinder og videnskabsmand, ubåden, dybet. Alene navnet ”ubådssagen” vidner om dens ”litterære” kvaliteter, der utvivlsomt er en del af baggrunden for, at så mange internationale medier har fundet vej til København, og som givetvis også får filmfolk til at rumstere i kulissen.
Men det er de præcis samme forhold ved sagen, som gør det vanskeligt for mange at skelne mellem virkelighed og fiktion. Sagen læses og forstås som en krimi. Vi glemmer simpelthen, at det er virkelighed.
Det bør være mediernes opgave hele tiden at minde folk om forskellen, holde dem fast på virkeligheden og afstå fra fristende litterære afveje. Der er mange ting vi ved, og disse oplysninger skal i al deres grusomhed formidles nøgternt og oplysende. Det er legitimt at folk gerne vil vide, hvad mennesker kan finde på.
Men medierne og offentligheden kommer formentlig ikke – som i krimierne – til at kende den fulde sandhed. Anklageren vil gå efter at få Peter Madsen dømt for drab hævet over enhver rimelig tvivl. Meget tyder på, at det vil lykkes. Men ikke ret meget tyder på, at Peter Madsen nogensinde vil fortælle, hvad der rent faktisk skete i ubåden. Og trods psykiaternes grundige mentalobservationer er det også tvivlsomt, om vi nogensinde får et fyldestgørende svar på hvorfor.
Virkeligheden er fyldt med mørke huller – men vi skal turde se den i øjnene. Vel vidende at det kun er i fiktionen, vi får at vide, hvordan det hele hænger sammen.